»Hvor er det dejligt at se jer!«
Katrine Heindahl strålede nærmest omkap med det lysspot, hun havde i hovedet, da hun mødte pressen efter den vilde sejr mod Rusland.
Smilet var stort, men det var også tydeligt, den danske landsholdsstjerne var rørt. Meget endda.
»Jeg tror ikke engang, jeg har ord for det lige nu. Det er helt vildt. Rigtig meget kommer op i en i forhold til, hvad det sidste år har været. Det er stort,« sagde Kathrine Heindahl, der ikke kunne holde tårerne tilbage.
For efter et EM i 2018 hvor danskerne med hendes ord var 'udspillet', var følelsen en anden til VM i Japan sidste år. Alligevel endte det på trods af flere gode kampe med en yderst skuffende placering, der ramte dem alle hårdt. Cirka et år efter står danskerne så i en semifinale, og det var det, der rørte Heindahl så dybt, forklarer hun med tårer i øjnene.
»Det var det, at vi misser den OL-kvalifikation, som vi havde kæmpet for i fire år. Det glippede også med OL i 2016, men vi havde sidste år følelsen af, vi kunne være med. Alligevel bliver det til en 9. plads. Vi følte, vi var så tæt på og alligevel var vi bare så langt fra, og vi kom ikke engang med i kampen om 5. eller 6. pladsen. At vi et år efter tæver russerne ud af banen, har jeg lyst til at sige.... det har jeg næsten ikke ord for,« sagde Kathrine Heindahl, der også brød sammen i studiet hos TV 2 Sport efter kampen.
Danskerne vandt suverænt med 30-23, og udover en kort periode i anden halvleg, hvor de gik til 'kun' at føre med tre fremfor fem, følte Kathrine Heindahl egentlig, at der var godt styr på det.
Russerne blev kørt trætte, og Kathrine Heindahl lagde efter kampen heller ikke skjul på, at hun udover sejren og semifinalepladsen da også glæder sig til at komme hjem til sin russiske klub CSKA Moskva.
Ikke fordi, de som sådan har hånet hende inden slutrunden, men fordi der er en anden kultur.
»I den russiske kultur handler det kun om at vinde. Selvfølgelig har de set, vi har spillet godt, men i deres verden spiller man ikke for at blive nummer fem eller seks. De er gået benhårdt ind for at vinde,« sagde Kathrine Heindahl, der også flyttede til Rusland for at udfordre sig selv og blive endnu bedre.
»Man skal bevise sit værd, når man kommer til et nyt land og en ny kultur. Og i dag viser vi, at vi også kan være med, hvor det er rigtig sjovt,« jublede Kathrine Heindahl.
Sammen med resten af det danske landshold skal hun møde Norge i semifinalen. En kamp, der bliver spillet fredag aften.