Jesper Jensen var glad. Det var der ingen i tvivl om. Og selvfølgelig var han det.

Den første slutrunde i spidsen for det danske landshold har nu indtil videre kastet en semifinaleplads af sig, og det var da også en rørt landstræner, der mødte pressen bagefter.

»Jeg vil ikke sige, det ikke betyder meget for mig. Jeg bliver målt på resultater. Jeg er meget rørt på spillernes vegne. De har været gennem mange ting, både op-og nedture, og de er snakket op til noget, de måske ikke altid var,« sagde Jesper Jensen efter sejren på 30-23 over Rusland.

»De drømmer om at gøre noget godt for Danmark, og i dag satte de endnu en krone på værket. Måske bliver det til endnu flere kroner eller mere. Måske en lille platte,« sagde landstræneren med stort overskud.

Han overtog holdet tidligere på året efter nogle slutrunder, hvor det bestemt ikke er gået, som Danmark håbede.

Ved EM 2018 blev de med Kathrine Heindahls ord 'udspillet', og hvor de sidste år ved VM i Japan egentlig følte, de kunne spille op med de bedste, endte det i en skuffende niendeplads.

Nu er danskerne iblandt de sidste fire ved EM i Herning, og det betyder meget. Det slog han fast.

Og det betød rigtig meget, at de slog Rusland og satte dem helt til vægs, selvom Jesper Jensen egentlig også havde været imponeret over holdets indsats indtil videre, hvis det ikke var blevet til en semifinaleplads. Tirsdagens præstation var han heller ikke bleg for at kalde 'et svendestykke'.

Danskerne var i ekstase, da kampen var slut.
Danskerne var i ekstase, da kampen var slut. Henning Bagger

»Det er det. Da vi slog Montenegro med ni, var de måske ikke helt på toppen. De spanske vicemestre slår vi med ti, men der er nogen, der også skal sige, de ikke er, hvor de har været. Nu har vi slået Rusland, så jeg er spændt på, hvad vi skal snakke om i morgen,« sagde Jesper Jensen med et grin.

Men han mente også, hvad han sagde. For han føler lidt, at holdet har manglet lidt anerkendelse.

»Jeg synes, det er ærgerligt, vi har spillet så godt, og man lidt har glemt, vi var i den svære pulje og halvdel. Spillerne har nogle gange ligget lidt under for det, og præstationerne er blevet snakket lidt ned. Jeg synes tit, det er sket for dem, at efter slutrunden har resultatet måske så været okay alligevel. Vi er super glade for, folk gider skrive om os. Hvis ikke I gjorde det, var vi kedelige. Pigerne har et kæmpe drive for at blive ved med at performe,« sagde Jesper Jensen og tilføjede, at alle kampe pånær den mod Sverige havde været flotte i hans øjne.

Han sagde det dog med et smil, for jublen tirsdag aften var stor, og ingen fra landsholdet kunne få armenene ned.

Men der venter flere store opgaver for danskerne, der først skal spille semifinale og derefter som minimum en kamp om bronzemedaljerne.

»Vi er glade og euforiske. Med det samme jeg nævnte Norge i omklædningsrummet, blev pupilerne lige mindre, for nu er det deres tur til at få klø. Jeg tror bestemt ikke, vi er færdige endnu,« sagde Jesper Jensen.

Semifinalen mod Norge bliver spillet fredag aften, og den kan du selvfølgelig følge LIVE her på bt.dk.