»Fredag, vi skal til julebal i EM-land, der er gilde i Boxens håndboldhal!!!«
Og mens flere af landsholdsstjernerne måske lige nu tror, de drømmer, er det altså – i den grad – rigtigt nok. Hvor er det vanvittigt.
Sejren over Rusland på 30-23 betyder, at danskernes drøm om en semifinale endelig er gået i opfyldelse.
Og vi gentager lige – Danmark knuser altså de russiske drømme. Smag lige på den. Det er altså fremragende!
Ingen kunne undgå at bemærke det fra første danske mål. Alle kunne se det. Der blev i den grad jublet – det gør der altid, men i dag havde den lige fået en ekstra skrue i den danske lejr, der brølede med ekstra volume. Og det virkede. Danmark spillede godt, spillerne virkede tændte uden at kamme over, og de formåede i den grad at ryste russerne. De blåklædte var frustrerede. Og forståeligt. Der var kun gået fem minutter af anden halvleg, før de tog timeout. Russerne kunne slet ikke få det til at spille.
Sandra Toft er et absurd menneske – på den gode måde. Hun får smadret en bold direkte i ansigtet, men man sidder med fornemmelsen af, at stod det til hende, havde hun bare rejst sig og spillet videre, hvis ikke staben lige havde taget hende med ud på sidelinjen. Og der gik ikke længe før hun var klar igen og hev flere store redninger frem. Jesper Jensen sagde forleden, at hun spiller bedst, når det gør lidt ondt. En bold i hovedet er måske lige voldsomt nok, men der er ikke nogen tvivl – Toft er benhård og vild. Russerne smeltede som smørklatten i risengrød foran målet.
Medaljedrømmen lever for alvor! Endelig lykkedes det at booke den semifinalebillet, danskerne har higet efter og kæmpet for så længe. En sejr over de stærke russere er klasse i sig selv, og skulle det endda blive til metal om halsen for danskerne, ville det være fantastisk. Hvor er det en vanvittig tirsdag aften. Og hvor er det skønt! For mange har 2020 langtfra været fedt, men nu giver de danske håndbolddamer os noget, vi kan varme os på. Fredag gælder det Norge, og hvis Danmark kan holde det her niveau … så kan vi måske begynde at drømme rigtig stort!