Hun har takket nej til tv, taget valg i håndboldbranchen hun var sikker på at kunne stå inde for og har taget alt i sit eget tempo.
Kombinationen af de ting er forklaringen på et af de første spørgsmål, Rikke Iversen får lørdag eftermiddag.
Det er hendes blot anden slutrunde, men hun har igen i år markeret sig som en profil, ligesom hun gjorde i Herning sidste år, da hun var med som 27-årig slutrundedebutant.
Så hvorfor er det først så sent, hun er slået igennem på landsholdet?
Svaret skal findes i nogle valg, Rikke Iversen har taget i løbet af sit liv, fordi hun som ung havde brug for at finde sit ståsted, inden flere dele af verden potentielt lærte hende at kende.
Det vender vi tilbage til, for i dag er hun lige præcis der, hvor hun gerne vil være. Hun udlever den store drøm, hun har haft i mange år og er gået fra, at være spilleren der blev valgt fra eller kaldt ind ved sygdom til at være en profil på Jesper Jensens hold.
Noget, hun selvsagt er enormt stolt af, og hun har på ingen måde svært ved at finde ordene, når hun skal beskrive, hvad det betyder for hende at træde ind på banen i den røde og hvide trøje.
»Jeg tror ikke, nogen er i tvivl om, at landsholdet betyder alt. Det er at repræsentere sit land. Det er en drøm, jeg altid har haft. Man har selv set landskampe og råbt på autografer, trøjer, svedbånd, og hvad jeg ikke har bedt spillere om at få, fordi de havde så stor stjernestatus. Nu er man selv en del af det, og det er noget, man har drømt om hele sit liv. Det er også lidt uvirkeligt. Jeg kan godt lide at stå under nationalsangen og tænke: ‘okay, nu er det fedt igen’. Nu er vi her,« smiler 28-årige Rikke Iversen.
Hun er meget rolig. Både på og uden for banen. Det er nok alderen, siger hun med et grin til, hvor det kommer fra.
Men det er ikke helt for sjov, for de valg hun har taget, har været med til at forme hende.
»Jeg har altid valgt at gå en karrierevej håndboldmæssigt, hvor jeg ved, jeg kunne være mig selv og hvile i mig selv og have en rolle, hvor jeg føler, jeg kan stå og stadig fylde og have ansvar, men uden at skulle at være i et shine. Det har jeg heller ikke behov for. Men at have roen og blive lyttet til. Det gør også, jeg på landsholdet rigtig godt kan lide at have denne her ro og være i det. For jeg er nok ikke den store stresstype, jeg er nok den rolige,« siger hun.
Og netop for at få den ro og at hun kunne hvile i sig selv hænger sammen med, hvorfor hun først sent for alvor er kommet i spil til det danske landshold. Det hænger sammen med nogle af de valg, hun har taget i sit liv.
Blandt andet valgte hun at blive i Silkeborg nogle år, før turen gik til den større scene - Odense Håndbold.
På Fyn byder hverdagen også på international håndbold, og det betyder, at flere øjne hviler på hende.
»Jeg tror først, folk får øjnene op for en, når man går hen og præsterer på den store scene og måske får lidt større kampe. Det er helt klart et valg, og jeg fortryder det ikke, for jeg ville også gerne være klar, når jeg trådte ind og hvile i mig selv og have hundrede procent mig selv med i det, jeg gør. Det har taget nogle år, og det, synes jeg også, er det hele værd,« siger Rikke Iversen.
At være en del af landsholdet giver klart mere opmærksomhed, og hun er selvfølgelig kommet mere i fokus.
Men så længe det er for den sport, hun elsker, gør det ikke noget. Det føromtalte 'shine' hun ikke har brug for, handler om noget andet.
»Jeg tror aldrig, jeg virkelig har haft behovet for at være firstmover eller være en tv-darling, udover med at jeg bare var rigtig glad for at spille håndbold,« siger Rikke Iversen som en del af forklaringen på, hvorfor hendes tur på landsholdet først er kommet nu.
Hun har skullet være klar til at 'shine' på håndboldbanen og med alt det, der hørte med pludselig at blive et kendt sportsnavn i Danmark.
»Jeg er sikker på, det også var på den måde, at hvis jeg skulle have shinet, skulle det være derfor og ikke på grund af noget andet. Det skulle ikke være før, jeg var klar til det. Det hvilede jeg også meget i,« siger hun og fortsætter:
»Jeg tror også, jeg hele tiden har været bange for, jeg ville fortryde noget senere hen, hvis jeg valgte at sige ja til et eller andet, jeg måske ikke kunne se mig selv i øjnene ved. Det er fint, jeg i en tidlig alder sagde nej til flere ting både på tv og alt muligt andet. Det var ikke lige det, jeg skulle på det tidspunkt. Det kunne være interviews, det kunne også være programmer eller noget helt tredje,« siger Rikke Iversen.
For lysten var der simpelthen ikke til det.
»Jeg er jo ikke genert anlagt, men jeg er også en privat person. Yngre Rikke havde brug for at finde et ståsted og finde ud af, hvad hun stod for, inden hun kunne gå ud og dele det med andre. Nu tror jeg bare, jeg er blevet så rutineret, at jeg har det okay med det, jeg gør. Selvfølgelig er der bommerter eller ting, hvor jeg tænker: ‘åh nej sagde jeg nu det’, men der er en eller anden overordnet ro over det, jeg gør og siger. Det er der også på banen,« siger Rikke Iversen.
