Der blev hentet et fornemt resultat hjem torsdag aften i Aalborg.

For Aalborg Håndbold vandt nemlig med 26-21 over Flensburg-Handewitt i den første af to kvartfinaler i herrernes Champions League.

Dermed har de danske mestre et fremragende udgangspunkt inden returkampen mod det tyske storhold i næste uge.

Og derfor lever drømmen om klubbens første deltagelse i Final 4-stævnet i Køln stadig i bedste velgående.

Aalborg fik noget nær en drømmestart torsdag. Først efter fem minutter kom tyskerne på tavlen, da Lasse Svan reducerede til 1-3. Det blev dog ikke ligefrem starten på en god Flensburg-periode.

Nordjyderne havde teten, ikke mindst takket være en storspillende Mikael Aggefors i målet, der gjorde livet svært for gæsternes skytter. Bagud 4-8 efter et lille kvarter tog Flensburg-træner Maik Machulla en timeout.

Den hjalp. Langsomt kom Flensburg bedre med. Især i egen ende fik det tyske hold bedre fat. Cirka ti minutter før pausen var Aalborgs forspring nede på to mål.

Efter en halvsløj periode kom Aalborg op i gear igen. Forsvaret stod godt, men adskillige muligheder i angrebet blev misset. Nordjydernes pauseføring kunne derfor sagtens have været større end de tre mål, som adskilte de to hold efter de første 30 minutter ved stillingen 13-10.

Foto: René Schütze
Vis mere

Flensburg kom godt ud fra pausen. Hjemmeholdets forspring kom hurtigt ned på et enkelt mål, og efter små ti minutter ville Aalborgs cheftræner, Stefan Madsen, have sig en snak med sine spillere.

Men Madsens peptalk kunne ikke sætte en stopper for Flensburgs comeback. Lidt efter udlignede Flensburg, så de to hold var lige for første gang siden 0-0.

Aalborg lod sig dog ikke kue af det tyske storhold. Halvvejs mod slutfløjtet hamrede Felix Claar med et drøn af et underhåndsskud bolden i mål til 18-16, og så begyndte hjemmeholdet efterhånden at kunne skimte sejren.

Flensburg spillede sjusket. Aalborg fik adskillige muligheder for at øge føringen, men det var først med cirka syv minutter tilbage, at en flyvende Felix Claar gjorde det til 22-19, og der blev skabt et hul.

Det blev også plus fire, da Buster Juul med fem minutter tilbage scorede til 24-20. Flensburg fik reduceret, men tættere på end tre mål kom tyskerne ikke.

Til sidst var det bare et spørgsmål om, hvor stor Aalborgs sejr skulle blive, og så endte det altså med et resultat, der for nordjyderne nok er større, end cifrene fortæller.

Returkampen spilles 19. maj i Flensburg.