Aalborg var favorit til at vinde sæsonens første opgør, men det fik hjemmeholdet fra Sønderjyske sat en stopper for.
Sønderjyske var længe det bedste hold, men Aalborg sørgede i de sidste minutter for at transformere opgøret til en vaskeægte gyser.
Stærkt ansporet af et talrigt hjemmepublikum var det Sønderjyske, der kunne gå fra kampen med en 29-28-sejr.
Franske Noah Gaudin blev Sønderjyskes topscorer med seks træffere. René Antonsen lavede fem for Aalborg.
I de første ti minutter så det bedst ud for Sønderjyske, som havde bragt sig foran 5-3, men det varede ikke længe, før Aalborg fik udlignet til 5-5.
Sådan gik det længe i kampen, hvor Sønderjyske ofte var foran med et mål eller to for derefter at blive indhentet.
Efterhånden som kampen skred frem, fik Aalborg mere fodfæste, og den stod 14-14, da første halvleg blev fløjtet af.
I anden halvleg var det igen Sønderjyske, der startede bedst og for alvor satte sig på kampen.
Sønderjyskes Alec Smit scorede til 16-15, og det blev efterfulgt af yderligere et par scoringer fra Sønderjyske, som pludselig var foran 19-15.
Efterfølgende prøvede Aalborg desperat at komme tilbage, men holdet havde længe svært ved at indhente modstanderne.
Hen mod de sidste minutter fik Aalborg til gengæld vist, hvorfor holdet de seneste år har haft så meget succes.
Sønderjyske var foran 28-22, men med ti minutter igen fik Aalborg mirakuløst indhentet hjemmeholdet, og i sidste minut fik mesterholdet endda mulighed for at forvandle et nederlag til uafgjort ved stillingen 29-28.
Sønderjyske-keeperen reddede dog Aalborgs sidste forsøg, og dermed kunne hjemmeholdet trække sig sejrrigt ud af første runde til stor jubel for de fleste fans i hallen.
/ritzau/