Millioner er brugt på drømmen om at være verdens bedste. Men penge og prestige gør det ikke alene.
Det måtte Aalborg Håndbold sande torsdag aften i Sønderborg, hvor det blev til et dramatisk et-måls-nederlag.
I løbet af kampen præsterede aalborgenserne at lave hele 17 tekniske fejl, hvilket generalen Henrik Møllgaard kritiserede efter kampen. Det gjorde han over for Nordjyske.
»Det er selvfølgelig langt over, hvad vi kan tillade os,« siger han og fortsætter:

»Og en del af forklaringen er, at vi stadig laver de der fejl, hvor den ene tror, at den anden løber indad, men så løb han udad i stedet. Vi kan jo godt mærke, at vi mangler nogle timer sammen i træningslokalet og ikke har den der trygge base, vi kan falde tilbage på.«
Henrik Møllgaard påpeger, trods nederlaget, at det er 'ok' at få modgang allerede nu – for på den måde at være indstillet på det senere i sæsonen.
Trods de 17 fejl havde Aalborg Håndbold muligheden for at nappe point med hjem til sidst.
Først Buster Juul på straffe og siden fløjkollega Kristian Bjørnsen, den norske landsholdsspiller og nyindkøb, havde chancen for at udligne, men brændte. Derfor blev det ved drømmen om et comeback, efter Aalborgs stjerner en overgang havde været nede med seks mål i anden halvleg.