»Hun bliver sikkert sur på mig, når jeg siger det.«
Det virker ikke påtaget, det virker ikke indøvet. Han mener det, når han siger det med en kop kaffe i hånden fra spisebordet i hjemmet i Esbjerg.
For mens de danske kvindelandsholdsspillere søger råd hos landstræner Jesper Jensen, er det et helt andet sted, han selv får sin støtte.
Hende, han måske kommer til at gøre sur, er Jensens kone, den tidligere håndboldspiller Lotte Haandbæk.
Hende, der ifølge ham selv giver ham et skub dér, hvor han har brug for det.
»Min største inspirationskilde på et menneskeligt plan vil altid være min kone. For hun tør at sige tingene. Hun tør at udfordre mig. Hun har især hjulpet mig i forhold til at være kvindetræner,« siger Jensen.
Om lidt tager Jesper Jensen hul på VM på hjemmebane i Herning - ti år efter han første gang sprang ud i trænergerningen.
Efter han stoppede karrieren i hjerteklubben Skjern i 2013, havde han kort efter sit første job på hånden som kvindetræner i Vejen.
Her kom hans kone til at spille en nøglerolle.
»Ét døgn efter, jeg var stoppet, havde jeg tre ligajobs på hånden. Både på herre - og kvindesiden. Der valgte jeg hurtigt at tage Vejen, så jeg startede et sted, jeg vidste, jeg kunne bunde.«
»Det viste sig efter et par måneder, at det kunne jeg så ikke,« griner Jensen.
For efter et helt liv i et herreomklædningsrum omringet af herrespillere og herretrænere blev han væltet omkuld af den nye tilværelse som kvindetræner.
Det fandt Jesper Jensen ud ved sine første personlige samtaler med sine spillere. Men så kom rådet fra konen Lotte.
»Hun sagde til mig, at ‘husk nu på, at piger tit græder til personlige samtaler’.«
»‘Gør de det?’, tænkte jeg.«
»‘Det betyder ikke noget, det er bare, fordi I rører ved noget, og du skal bare snakke videre. Du skal ikke blive nervøs eller ae dem eller noget helst. Bare snak videre’.«
»Jeg tænkte ‘ah....'.Men de første tre samtaler, jeg havde, begyndte spillerne at græde, og jeg snakkede videre, som min kone havde sagt. Det endte med at blive helt naturligt, vi gav hinanden et kram bagefter og gik ned og trænede. Alt var godt. Det er det allerbedste råd, jeg har fået i forhold til at være kvindetræner.«
»Havde jeg ikke vidste det, var jeg gået lidt i panik og tænkt, om jeg havde gjort noget eller sagt noget forkert. Den åbenhed oplever jeg stadigvæk, og det er jeg glad for, for det er et tegn på, at vi er et sted, hvor vi tør at sige noget til hinanden. Og at der er nogen, der mærker efter, derfor bliver de jo også en inspiration for mig.«
»Jeg har hørt om barnløshed, kærestesorger, dødssyge forældre, menustrationssmerter. Jeg blev blæst omkuld, men spillerne i Vejen var så gode og hjertelige.«
På banen blev han også klogere. Det vendte i en kamp mod Esbjerg, hvor Vejen var bagud med ti ved pausen. En frustreret Jesper Jensen var i vildrede - han bad sine spillere om at glemme alt på nær én ting. Bare kør rundgang hele tiden, lød beskeden.
»Så var det som om, at spillerne løsnede sig og endelig vidste, hvad der skulle ske. Det var mig, der havde spændt ben for dem. Det var en kæmpe aha-oplevelse. Til den dag i dag, når jeg møder en ungdomstræner, siger jeg altid ‘keep it simple’. Skab fundamentet.«
»Det var én til én det, jeg gjorde med landsholdet, da jeg tog over.«
Fire måneder efter han landet sit første job, var Jensen allerede på vej videre. Jan Larsen, en af dansk herrehåndbolds tunge drenge, hev Jensen til Aalborg Håndbold som afløser for den nuværende herrelandstræner Nikolaj Jacobsen.
Igen skulle Lotte Haandbæk ende med at spille en vigtig rolle. For her gik det ikke som planlagt. Tiden i Aalborg endte med karrierens eneste fyring.
»Det gik bare for hurtigt. Jeg kom alt for grøn. Det var en fed chance, Jan Larsen tog deroppe. Og jeg har aldrig fortrudt det. Fyringen er det, jeg har lært allermest af. Overhovedet.«
For da han blev fyret i 2016, var beskeden klar fra Jensens bedre halvdel: Tal ikke med én eneste journalist.
»Jeg var jo rasende, fordi jeg syntes, det var urimeligt i forhold til de præmisser, der var i forhold til at præstere. Men min kone sagde til mig, at jeg ikke skulle udtale mig den næste måned. ‘Du afviser alle journalister den næste måned, du lyder bare bitter, hvis du fortæller din historie lige efter fyringen.’«
»Ganske rigtigt. En måned efter vendte jeg den rundt og begyndte at reflektere over det. Jan Larsen er en meget stærk leder, super dygtig, men han har også en holdning til tingene, og jeg begyndte egentlig at servicere ham i stedet for at være mig selv. Det var en kæmpe fejl, og det synes han også var en fejl. Det kan også være noget, der fik mig fyret, fordi jeg ikke havde stamina nok til at stå imod. Og jeg blamer absolut ingen.«
»Jeg kappede bare stille og roligt benene af mig selv. Jeg er blevet meget mere tro mod mig selv som træner.«
»Jeg synes stadig, jeg lytter til, hvis eksempelvis Morten Henriksen (sportschef i DanskHåndbold, red.) kommer med noget, men han har hyret mig, fordi jeg kan nogle ting. Og det stoler jeg på, jeg kan.«
Dette var anden del af i alt tre: Næste gang kan du læse om historien om den ene mand, der mødte op til Ulrik Wilbeks afsked.
Læs første del lige her.