Et slidt VHS-bånd.
Flimrende. Med kommentator Holger Rasmussen og bolsjedreng Per Skaarup som lydtapet. DR i bedste sendetid. Året er 2003. DM-finale.
En mand med helt roligt ydre. Fuldstændig kold, iskold, ved straffekastpletten. Objektivt er der scoret bedre mål, subjektivt kan det aldrig overgås. Kampen er slut. Scorer han, får de en ny chance, brænder han, er de ude. Det er kun ham mod målmanden.
Ingen forstår rigtigt, hvad der sker. Især ikke ham i målet. Gjorde han virkelig lige dét? Overlegent, næsten arrogant, nærmest taber han bolden i hoften på keeperen. Forbi ham. Ind i målet.
Det er et klip, jeg så igen og igen. Hjemme hos min ven Martin i Holbæk. På det slidte VHS-bånd var dét mål det ultimative for mig som 15-årig håndboldspiller. Hvor vanvittig cool kan man lige være?
20 år senere sidder manden fra VHS-båndet over for mig. Det er formiddag i provinsen på en stille villavej i Esbjerg. Der ligger nybagte boller på køkkenbordet. Den ældste datter Louise er hjemme og læser til eksamen.
Labradoodlen Nelly er det nyeste skud hos familien. Lidt skeptisk anlagt ved min ankomst, men nysgerrigheden er intakt hos begge parter.
‘Har du tid til en hund?,’ spørger jeg ham, inden han smiler skævt.
Vi er stadig nogle uger fra et trænermæssigt højdepunkt med VM på hjemmebane i Herning. Denne aften skal han i aktion med Team Esbjerg i et topbrag i den danske liga mod Ikast.
Ægtemand, far til tre børn, træner for et af verdens bedste kvindehold og landstræner for det danske kvindelandshold.
46-årige Jesper Jensen mangler ingen roller.
Som spiller var han den kreative, strategen. Med et helt unikt overblik. Som på dét straffekast i 2003 i DM-finalen mod Kolding, hvor han med sin kølige scoring efter tid sikrede Skjern en ny chance for guld.
Dét øjeblik definerer mit eget billede af Jesper Jensen. Èt øjeblik, jeg 20 år senere ikke kan finde.
Hverken på VHS eller på The World Wide Web.
»Jeg har faktisk også ledt efter det forgæves,« siger Jesper Jensen over plankebordet i sit hjem og fortsætter:
»Jeg bruger tit den situation som eksempel og ville gerne have den med i mine foredrag. Det, der lignede én, der var cool, var nok mest bare nerver. Mit reaktionsmønster var bare at være kreativ. Jeg lod, som om jeg var cool. I situationen troede jeg også, jeg var cool, men det viser bare, vi reagerer forskelligt i forskellige situationer under stress.«
»Jeg reagerer kreativt, andre reagerer struktureret, nogen søger det sociale. Det var måske mit ekstreme pres at stå der foran 5.000 mennesker med et afgørende straffekast. Enten var DM-finalen slut, eller så fik vi en tredje chance i Kolding tre dage senere.«
Danmarksmester blev han aldrig med Skjern, men han nåede så meget andet i en spillerkarriere, der nu er blevet til en stor trænerkarriere.
Men der skulle gå fem år fra straffekastet, før han for alvor forstod, hvorfor han agerede så imponerende i øjnene på en 15-årig knægt fra Holbæk.
Det skete, da daværende landstræner Ulrik Wilbek introducerede personlighedsprofiler på landsholdet. Garuda-profiler. Det greb tog Jensen med sig videre som træner. Nu ved han lige præcis, hvad der sker i hovederne på sine spillere i ekstreme situationer.
På det nuværende kvindelandshold minder Kristina Jørgensen om ham selv, siger han. Hun finder kreative løsninger under pres. Som en kølig scoring på straffekast eksempelvis.
Men da han sprang direkte fra rollen som spiller til træner for ti år siden, måtte han tiltvinge sig noget, der ikke faldt ham naturligt. Noget, man ikke forbinder med dét straffekast: Struktur.
»Rigtig mange af mine spillere tror, jeg er meget struktureret, men det er noget, jeg har været nødt til at lægge ned over mig selv. Det er helt imod min egen natur, for jeg har slet ikke behov for det.«
»Det er en begrænsning, jeg har lagt på mig selv, at jeg er nødt til at kunne håndtere det, hvis jeg skal være leder for en gruppe med så mange forskellige personligheder.«
»Jeg var ret bevidst om det fra mit første trænerjob. Jeg er nødt til at ramme så mange som muligt. Kvinder vil generelt gerne have struktur. At der er et fast holdepunkt.«
Siden 2020 har han sideløbende med jobbet i Esbjerg været dansk kvindelandstræner.
Men til sommer er det slut for Jesper Jensen efter syv år i Team Esbjerg. Landstræner på fuld tid er fremtiden. Og som dét øjeblik i Kolding-hallen er det et kalkuleret træk - intet er tilfældigt.
En sund beslutning, før det bliver noget andet for manden, der har svært ved at foretage sig noget uproduktivt.
Det er ikke Jesper Jensen, der har et bud på, hvorfor skærmen går i sort i sidste afsnit af The Sopranos.
»Jeg siger nogle gange til spillerne i Esbjerg, at de skal huske at nyde det. Husk nu at slappe af. Og det glemmer jeg selv. Jeg nyder håndbold rigtigt meget, men der er nok lidt for meget. Hjernen og kroppen har godt af at slå fra, og det er ikke så tit, det sker.«
»Det er også min bevægrund for at stoppe med dobbeltjobberiet, for over tid ender det med at blive usundt. Nu holder jeg til det, og det skal jeg være glad for, men jeg tror da nok, at hvis jeg gik ned med stress i morgen, at der var nogen, der ville sige, at det kunne de have forudset.«
»Det er også en respekt for mig og min familie, at det her workload er nødt til at have en ende. Det er hjerneaktivitet i 24/7. Den kører hele tiden. Jeg har taget mig selv i at være ude at gå med ungerne, og pludselig er der en træningsøvelser, der kører oppe i hovedet. Og sådan skal det ikke være, så er det for meget.«
»For mig er det en kalkulation, en fornemmelse at stoppe nu. Esbjerg er på mange måder vores klub. Skjern vil måske med rette tænke ‘ah,’ for det er også en stor del af os. To af vores børn spiller i klubben, min kone er født og opvokset her, vi bor to minutter fra hallen. Hvis jeg en dag blev fyret i Skjern, rejste jeg jo hjem igen. Hertil.«
»Hvis jeg blev fyret i Esbjerg eller satte et dårligt punktum, er det ikke noget, vi kan rejse væk fra. Det ville jeg skulle forholde mig til, når jeg var nede og handle. Mine børn og min kone ville skulle forholde sig til det.«
»Vi har altid lovet hinanden, at den dag, det skulle slutte, skulle vi selv bestemme det. Og det skal hellere være tre år for tidligt end 14 dage for sent.«
Dette var første af tre dele: Næste gang kan du læse om konen Lottes råd, der ændrede alt.