Hun var med til det hele. At gå fra nærmest ingen tilskuere i hallen til at skulle stå foran et kamera og være allemandseje.

»Det var helt vanvittigt, når man tænker tilbage på det.«

Sådan fortæller Anette Hoffmann til B.T. i anledningen af sin 50-års fødselsdag i denne uge. En af de 'Jernhårde ladies', der var med til at sikre adskillige danske medaljer.

I starten vidste mange knap, hvem håndboldlandsholdet var. Men det vendte pludselig under VM i Norge i 1993. Her kulminerede det.

»Alles øjne var rettet mod os. I starten af 90erne var der ikke mange tilskuere, når vi spillede – jo, når vi var i Norge og spille mod de norske kvinder, var der fyldte haller, da de var meget populære i Norge. Under og efter VM i Norge i 1993 spillede vi også for fyldte haller. Alle var der, journalister fra kulørte blade, medier, tv-stationer var deroppe. Vi var slet ikke vant til at være i mediernes søgelys på den måde, og der var ikke den der, 'ej det går bare ikke',« fortæller Anette Hoffmann, inden hun hiver et velkendt eksempel frem.

For de danske stjerner spillede sig som bekendt i VM-finalen mod Tyskland det år. Inden da blev Rikke Solberg fløjet hjem fra Norge for at deltage i det populære TV 2-program 'Eleva2ren'.

»Sådan noget gør man jo bare ikke. Vi gjorde det bare, fordi vi tænkte 'hold da op, det var vanvittigt'. Vi skulle give noget igen og følte ikke, vi kunne sige nej til noget. Det lærte man jo også af. Det var måske ikke det smarteste at gøre. Håndbold var jo vigtigere, end om man kom med i 'Eleva2ren',« siger Anette Hoffmann med et grin.

Pludselig var de blevet en stor del af mediebilledet. Og i et stort omfang gjorde de det også gerne, for de havde også på holdet et ønske om, at kvindehåndbold blev populært.

Anette Hoffmann (th.) og Mette Vestergaard (tv.) ved OL-guldceremoni i 2000. 
Anette Hoffmann (th.) og Mette Vestergaard (tv.) ved OL-guldceremoni i 2000.  Foto: SØREN BIDSTRUP
Vis mere

Det krævede dog tilvænning, og håndboldholdet kom blandt andet på et mediekursus, så de kunne lære at slappe af. Ikke at de blev oplært i, hvad de skulle sige, men blot så det blev naturligt. Umiddelbart. De skulle vise glæden.

Det var ikke påtaget, tværtimod var det okay at slippe tøjlerne lidt. For Anette Hoffmann var det dog specielt at gå fra ingen opmærksomhed til meget.

»Det var en kæmpe omvæltning lige pludselig, men jeg prøvede bare at bevare begge ben på jorden. Jeg tænkte ikke så meget over det. Selvfølgelig vidste man, at alles øjne var rettet mod en. Man skulle repræsentere Danmark, selv når man ikke var på – så var man på alligevel. Jeg følte ikke et kæmpe pres, det var bare sådan, det var,« siger Anette Hoffmann, der dog også fortæller, at hun ikke var den, der stillede sig forrest i køen til opmærksomheden.

»Jeg har aldrig været glad for at stå foran kameraer. Jeg har aldrig syntes, det var sjovt, og det har ikke været mig at skulle interviewes. Det var ikke sådan, jeg tænkte 'yes, lad mig komme frem'. At se sig selv på video var forfærdeligt,« siger hun med et grin.

Anja Byrial, Anette Hoffmann og Anne Dorthe Tanderup med guldmedaljerne ved OL i 1996.
Anja Byrial, Anette Hoffmann og Anne Dorthe Tanderup med guldmedaljerne ved OL i 1996. Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

»Vi vænnede os til det, det var jo ikke bare en engangs-svada. Det blev jo ved med at gå godt, folk blev ved med at se det,« siger Anette Hoffmann, der spillede i Viborg størstedelen af årene. Derfor var det ikke kun på landsholdet, hun oplevede rampelyset.

»Der (i Viborg, red.) blev vi også næsten allemandseje, for det er en kæmpe håndboldby. Det gik godt, der var mange tilskuere til kampene, og da vi vandt Europa Cuppen, tror jeg, at halvdelen af byen stod og ventede og tog imod os. Det var helt vildt. En rigtig håndboldby. Så det var over det hele, opmærksomheden var,« siger hun og fortsætter:

»Det var jo en fornøjelse at spille en kamp, når der var så mange tilskuere. Det er ligesom den ottende mand på banen, og sikke en god stemning, de kunne skabe. Jeg har aldrig tænkt 'puha, det er godt nok et stort pres, når der sidder så mange tilskuere'. Det var kun positivt, og de bar en frem. Det har været stort at opleve,« siger Anette Hoffmann.

Hun fylder 50 år 5. maj og kan se tilbage på en karriere, der bød på 183 landskampe og 641 mål i den rød-hvide trøje. Hun var med til at vinde guldmedaljer ved EM i 1994 og 1996, VM i 1997 og OL i 1996 og 2000. Derudover vandt hun sølv ved EM i 1998 og VM i 1993 med landsholdet og en enkelt bronzemedalje ved VM i 1995.

Hun stoppede på landsholdet i år 2000, og i april 2002 lagde hun så endegyldigt håndboldskoene på hylden.