»Jeg blev ret hårdt ramt i baghovedet. Jeg lider stadig under det.«
Conny Hamann-Boeriths mærker stadig følgerne efter en voldsom ulykke i maj.
Det er dog slet ikke til at se, da B.T. møder den storsmilende tidligere håndboldspiller.
Hun har været med til at starte en friskole i Ikast, hvilket har betydet, at hun i år er flyttet fra Aabenraa til Silkeborg med sin familie.
For muligheden for at være en del af 'Guldminen' kunne Conny Hamann-Boeriths ikke lade passere, da den bød sig. En idrætsfriskole, der skal skabe fremtidens vindere gennem leg, konkurrence og undervisning.
Det at rykke teltpælene op og sige farvel til det kendte gjorde ikke så meget.
»I livet som eliteudøvere har vi været vant til at flytte rundt. Det var ikke nogen overraskelse for nogen, at vi valgte at tage springet,« siger 50-årige Conny Hamann-Boeriths med henvisning til fortiden som en af de 'jernhårde ladies' på landsholdet.
I dag giver hun meget videre i de store skolelokaler. Både til børnene og forældrene, fortæller hun om hverdagen, der også skal være sjov.
»Det med, at man ikke kommer nemt til noget. Lige nu er det ikke så meget børnene, fordi de er små, men lige så meget forældrene. Man kan give dem forståelsen af, det ikke gør noget, at man er sur over at have tabt. De kan få forståelsen af, at de har et barn, der vil noget. Det bruger jeg rigtig meget. For jeg ved, hvad der skal til,« siger den tidligere håndboldspiller, der har guldmedaljer fra både EM og OL på sit cv.
Engagementet skinner tydeligt igennem. Hun har det godt – både generelt og i sin nye hverdag. Også selvom hun stadig er begrænset som følge af den voldsomme dag i maj, hvor en trafikulykke satte sine spor og gav det slag i baghovedet, som medførte de gener, hun stadig døjer med.
Hun og manden, Rene Hamann-Boeriths, kørte i deres Golf på Herningmotorvejen, da det begyndte at hagle. De sænkede farten, og herfra husker Conny Hamann-Boeriths blot, at hun vendte sig om i ren refleks efter at have hørt manden sige 'så brems dog!'.
Parrets bil blev ramt bagfra og skubbet ind under en lastbil. Mens hun selv fik en voldsom hjernerystelse, brækkede manden nogle ribben, ligesom deres kroppe var gule og blå.
De slap billigt, understreger Conny Hamann-Boeriths, der også fortæller, at lægerne mener, deres sportskroppe var stærke og tog meget godt fra.
»Ulykken gjorde, at alt blev sat på standby. Vi overlevede. Både Rene og jeg lider stadig lidt under det. Når det er sagt, har vi det rigtig godt og trives med at være et nyt sted med fantastiske mennesker. Vores familie har det også godt,« siger Conny Hamann-Boeriths.
Hun er næsten hele tiden et stort smil, når hun sidder og fortæller, selvom alvoren omkring ulykken også er tydelig i hendes øjne.
Hun kan ikke være med til aktiviteter med børnene på skolen. På den måde er hun stadig mærket, ligesom både hun og Rene er trætte. Derudover har hun gået til en neurologisk psykolog og fået behandlinger.
»Det er altid fint at hive nogle redskaber frem, men nogle gange er vi også hårde ved os selv. Vi skal bare videre og er vant til at kunne en masse ting. Der kunne vi godt mærke, vi var nødt til at sætte alt på standby. Ordet traume eksisterede ikke hos mig, før jeg kom til psykolog for at snakke om det. Vi var udsat for noget voldsomt. Vi er vant til at se videre,« forklarer den tidligere landsholdsstjerne.
Både hun og manden har valgt at se positivt på situationen, for det skal ikke være 'synd for dem'. Heldigvis var parrets børn ikke med i bilen, og parret kan grine og bruge hinanden i hele processen.
»Men vi kunne godt mærke, at man nogle gange måtte stoppe op og sige 'det var faktisk ret voldsomt'. Vi valgte at se det fra den vinkel, at vi bare er mega heldige. Det er der andre, der ikke er. Det er vi dybt taknemmelige for,« siger hun.
Det at kunne vende skidt til noget positivt har betydet meget. Sådan er Conny Hamann-Boeriths også som person, selvom sådan en episode også har sat nogle ting i perspektiv.
»Vi har altid været taknemmelige for, vi er en del af verden. Det er vi endnu mere nu. Man er også sårbar. Det, der har været allerhårdest, er faktisk, at vores drenge kunne have mistet os. Det at dø er ikke slemt. Du lukker øjnene, der er mørkt, og det er det. Der mærker du ikke så meget. Men for dem, der står tilbage… Det er det, jeg har reageret på. Drengene skal jo ikke tænke over, hvad de så skulle have gjort. De er 22 og 17. Sådan en ung mand på 22 skulle pludselig være reserve for en ung gut på 17. Det er ikke meningen. Det er det, der har ramt os hårdest,« fortæller Conny Hamann-Boeriths.
Hun er alvorlig, når snakken falder på ulykken, men det positive sind skinner igennem. På trods af den voldsomme oplevelse har hun det godt. Hver dag arbejder hun med noget, hun brænder for. Det betyder alt.
»Det er jo livseliksir. Man mærker, at man lever. Jeg har min familie og mine venner, de er vigtige for mig, men så bruger jeg altså også rigtig meget tid på mit arbejde. At kunne være en del af det her og møde glad ind på arbejde og gå glad hjem – træt men rigtig glad – betyder jo alt,« griner hun.
Hun har valgt skolen, fordi hun virkelig tror på det. Og at den allerede er en succes, gør hende stolt. Der er lagt meget i det. Både arbejde og sjæl, fra både hende og kollegerne.
»Det er ligesom, når man træner et hold, og da Ulrik havde os til OL. Når målet er at lave en skole, eller målet er at komme med til OL, det er samme måde. Man må acceptere nogle ting, man kender sine styrker og svagheder, og så kæmper vi os frem derfra. Det er også sådan, vi arbejder,« siger Conny Hamann-Boeriths, der hver dag arbejder med talentudvikling på skolen, der 'vil udvikle verdens bedste fodbold- og håndboldspillere'.
Hun deltager i det, hun kan, som når der for eksempel er judo på programmet. Det handler om at vise børnene, at alle skal øve sig for at blive den bedste. Noget, hun har taget med fra den håndboldverden, hun stoppede i som spiller i 2001.
Og adspurgt, om hun kan savne at spille, svarer hun ret hurtigt 'nej' med et grin. Men hun glæder sig over at se sine børn spille. Sønnen Lasse spiller professionelt håndbold i Sønderjyske, mens sønnen Oliver er på U17-akademiet i Skjern.
»Derigennem får jeg rigtig meget. Der giver jeg alt og kan være endnu mere træt efter at se en kamp, end hvis jeg selv havde spillet den. Det er hårdt at være mor, der er så mange følelser,« siger Conny Hamann-Boeriths.
Hun hjælper sønnerne, hvis der er brug for det, men kunne aldrig drømme om at være moren, der stod med en løftet pegefinger. Og kommer drengene en dag og fortæller, at det er slut med håndbold, skal de heller ikke høre for det.
Der bliver ikke pacet, fortæller Conny Hamann-Boeriths, der tidligere har trænet sønnerne i håndbold.
Dog skal vi ikke forvente, at hun vender tilbage til den sidelinje en dag.
»Jeg bliver alt for engageret, og det dræner mig. Så kan jeg heller ikke følge mine drenge. Jeg har været træner for den yngste, og da han havde brug for at se noget andet end mig, ville jeg hellere bare følge dem,« siger den tidligere landsholdsstjerne.
