Vi begynder med slutningen.
Fra Mikkel Hansen-købet, der bankede håndboldbegejstringen i Aalborg til himmels, til det nylige køb af verdens bedste Niklas Landin, der sendte den helt op i stratosfæren, ligner det kulminationen på 'drømmen' om Aalborg Håndbold.
Som en anden Fugl Føniks havde klubben genrejst sig fra asken af AaB Håndbold.
I efteråret 2010 sagde man farvel til AaBs bolsjestriber. Og fra sæsonstarten 2011 var farverne godt nok stadig røde og hvide, men nu hed klubben Aalborg Håndbold.
»'Det måtte ikke kikse nu,' tænkte jeg. Nu havde vi brugt ti år på at bygge noget op, og så skal det ikke splittes ad over natten,« siger direktør Jan Larsen i dag.
Han fik seks uger til at redde stumperne, som AaB havde efterladt af fusionen mellem KFUM og Vadum.
Stumper er måske så meget sagt, for der var kun to spillere på kontrakt. Henrik Mølgaard, der i dag er hjemvendt profil og har været med til at bane vejen for sin tidligere PSG-holdkammerat Mikkel Hansen, samt DM-matchvinderen Kristian Kjelling.
»Jeg stod som Moses ved Det Døde Hav og ringede så til Eigild og sagde: 'Jeg har en plan!'« siger Jan Larsen om det, han selv kalder de hårdeste seks uger i hans liv. Da kalenderen ramte 31. december 2010 – et halvt år efter DM-guldet i isarenaen – var der stiftet et nyt selskab:
Aalborg Håndbold.
Med Jan Larsen som direktør og Eigild Christensen som ejer.
»Det var på grund af Eigild. Det var fantastisk,« siger Jan Larsen, der dog også selv skød penge ind:
»En bette smule.«
Klubben overtog titlen fra AaB Håndbold og dermed startede historien ikke trofæløst, men klubben slog stadig ikke genvej til stormagtspositionen.
Den første guldtræner hed Peter Bredsdorff Larsen. Den næste titel kom i 2013 og havde Nikolaj Jacobsens signatur på trænermedaljen. Men der var også nedture sportsligt. Som trænerfyringerne af Jesper Jensen og den succesfulde hos Viborgs kvinder, Jakob Vestergaard.
Men de to gennemgående figurer var og bliver Jan og Eigild med efternavnene Larsen og Christensen.
Da kommunen sidste år valgte at vende tommelfingeren op til en udvidelse af Gigantium fra 5.000 til 6.000 tilskuere, var det til en pris på 15 millioner kroner af aalborgensernes skattekiste.
Derfor slog man halv skade – Eigil Christensen lånte de 7,5 millioner til klubben, og kommunen skød resten i, så flest mulig kan se Mikkel Hansen jagte den Champions League-titel, som man missede i 2021.
Aalborg skal dog betale pengene tilbage til sin bestyrelsesformand. Det forstår man godt, for han var også en del af den første store udvidelse af Gigantium i 2015/2016.
Andre spillere er kommet og gået, og hvert hold har sin historie.
En af de mere triste var Søren Westphal, den to meter høje målmand, som var så uheldig at pådrage sig en svær hjernerystelse, som ikke blot holdt ham væk fra banen. Nej, den bandt ham til hjemmet, med nedrullede gardiner og hørebøffer, når han endelig formastede sig ned i den lokale Kvickly.
Anderledes aftryk satte Sander Sagosen, som var en del af guldholdet i 2016/2017-sæsonen, som Jan Larsen er særlig stolt af.
»Jeg tror, det var det yngste hold nogensinde og med så mange af vores egne. Det var stort og gjorde noget ved mig, at det var drenge fra Nøvling, Visse, Hjallerup og så videre,« siger direktøren.
»Og så var der også en halvdygtig nordmand,« griner Jan Larsen.
For teenageren fra Stavanger, Sander Sagosen, markerede en ny æra for Aalborg Håndbold. Siden 2016/2017-sæsonen har klubben vundet hvert eneste danmarksmesterskab på nær et.
Den norske bagspiller valgte aktivt at bosætte sig tæt ved Gigantium og væk fra Aalborg centrums tillokkende tilbud – han ville være den bedste og »boede i fitnesscentret«, siger Jan Larsen om den kommende Kolstad-spiller, der tog 15 kilo på i sin treårige periode i Aalborg.
Og trods flere skader skubbede nordmanden grænserne for træningskulturen og sin egen fysik, så han til sidst forlod Aalborg – ikke for at blive det. Nej, Sagosen, der havde vundet VM- og EM-medaljer med Norge i Aalborg-tiden også, tog til Paris, fordi han allerede var en af verdens bedste.
»Når vi har muligheden, hvorfor fan' skulle vi så ikke gøre det?«
Det er mantraet, som Jan Larsen har gentaget, når han har fortalt, hvorfor lille Aalborg skulle hente de gigantiske stjerner til Gigantium.
Eigild Christensen og fru Sonja smører ikke længere madderne til sponsorerne, og Jan Larsen bruger ikke længere telefonbogen.
»Det er svært at sige, hvad der var sket, hvis ikke jeg var gået med i projektet i 2010. Men det er indiskutabelt, at håndbolden i AaB-regi gav drønende underskud. Så måske ville der i Aalborg ikke have været håndbold på eliteniveau i dag,« fortalte Eigild Christensen selv til B.T. i 2019.
Det hele startede dog i Vadum og ved lidt af et tilfælde.
»Da jeg var yngre, spillede jeg fodbold. Men i min hjemby var der et talentfuldt hold. Her inviterede klubben mig på et tidspunkt til sponsormøde, og pludselig sad jeg med i bestyrelsen.«
Resten er håndboldhistorie, der stadig skrives.
Næste kapitel skrives af blandt andre Niklas Landin og Mikkel Hansen.
LÆS KAPITEL 1 HER.
LÆS KAPITEL 2 HER.
