Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Selvom skader ofte hindrede EM-guldvinderen i at banke bolden i kassen, skød Joachim Boldsen hul igennem til den hjemmebane, der i dag mere end noget andet kendetegner Aalborg Håndbold.

»Danmarks bedste publikum,« som de med ukarakteristisk nordjysk frembrusenhed råber under kampene.

I efteråret 2007 – da Boldsen havde meldt sin ankomst og brugte fredagene i laksko med Vicki Jo Ringgaard i 'Vild med dans' – gik klubben fra 1.200 tilskuere i snit til mere end en fordobling.

»Det var en milepæl,« siger Jan Larsen.

Tallet er dog vand i Limfjorden ved siden af det antal, der fra i år ønsker at se Mikkel Hansen skyde med skarpt. Gigantiums kapacitet på 5.000 tilskuere er blevet for lille. Byen er blevet håndbold-gal.

Aalborg har kontinuerligt haft det højeste tilskuersnit i ligaen, og ved flere lejligheder har de også haft flere tilskuere end AaBs fodboldhold.

Fra rødt til rød-og-hvid-stribet. Aalborg HSH overgik fra sommeren 2003 til AaBs bolsjestriber og et ægteskab med fodboldklubben, der nu skulle være sportsvirksomhed.
Fra rødt til rød-og-hvid-stribet. Aalborg HSH overgik fra sommeren 2003 til AaBs bolsjestriber og et ægteskab med fodboldklubben, der nu skulle være sportsvirksomhed. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Klubben voksede i den grad ud af skyggen fra AaB og Aalborg Stadion. Og de mange tilskuere og sponsorkroner dannede fundamentet for det Aalborg Håndbold, der er i dag – en klub, der endnu ikke i sin levetid har haft underskud.

»Hvis folk bare tror, Eigil Christensen dækker hullet, så tager de fejl! Det er Jan Larsens fortjeneste. Han er en gudsbenået sælger og en nærigrøv af dimensioner,« siger Jan B. Nielsen, en del af arbejdsgruppen i KFUM, der stiftede klubben og i dag er bestyrelsesmedlem.

Faktisk var Jan Larsen så snedig, at da han hentede Boldsen hjem – vel vidende at den nuværende kommentator var på nippet til at springe ud som forfatter – lavede han en aftale, der gav del i bogens overskud.

»Vi er altså ikke på vej ind i forlagsbranchen,« grinte Jan Larsen dengang.

Joachim Boldsen blev en af Aalborgs første superstjerner, da han i en sæson tørnede ud for det, der dengang hed AaB Håndbold. Kommercielt og interessemæssigt var 'Vild med dans'-deltageren en kæmpe succes.
Joachim Boldsen blev en af Aalborgs første superstjerner, da han i en sæson tørnede ud for det, der dengang hed AaB Håndbold. Kommercielt og interessemæssigt var 'Vild med dans'-deltageren en kæmpe succes. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Aalborg var med Boldsens komme blevet en håndboldby. Men Aalborg Håndbold, som stadig hed AaB i midt-00erne, var stadig ikke byens stolthed. Man var både efter AaB, men også Aalborg DH – damehåndboldklubben – der var en form for AG København, før der var noget, der hed det.

Larsen og co. byggede klubben tålmodigt op – og derfor irriterer sammenligningen med både AG København og Aalborg DH også håndbolddirektøren i dag.

»Det er helt okay i forhold til de store danske navne, vi henter, men derefter stopper det,« siger Jan Larsen.

»Jeg tror, AG lukkede med et underskud på næsten 40 millioner. Det var bygget på varm luft og fantasi – det var pisse sjovt, når de var her, men det varede jo kun fem år. Og vi har været her i tyve.«

Stille og roligt byggede klubben på, selvom man havde svært ved at tage det sidste skridt og vinde titler.

Økonomien skrantede dog også i AaB-koncernen i midten af 00erne. Derfor måtte både håndbold og ishockey ud i en skilsmisse, der var lige ved at koste begge klubber livet.

Drømmen om tophåndbold var tæt på at fordufte. Men så kom Eigil Christensen. Igen.

»Vi var jo i AaB i en tre års tid. På mange måder var der fordele, men også ulemper,« fortæller Jan Larsen.

»Det var svært at holde fokus, og jeg blev salgsdirektør for hele AaB-koncernen. Det satte planen for håndbold lidt i stå,« husker Jan Larsen.

Han joker selv med, han vist 'kun' er millionær nu, Eigil Christensen. Som han siger: »Hvis man er milliardær og vil være millionær, skal man bare købe et flyselskab,« og med det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines' konkurs sidste år mistede den tidligere Vadum-formand en mindre formue.

Aalborg – og dengang AaBs – sportsdirektør Jan Larsen er glad. AaB vinder for første gang DM-titlen i 2010.
Aalborg – og dengang AaBs – sportsdirektør Jan Larsen er glad. AaB vinder for første gang DM-titlen i 2010. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han har dog også købt meget andet end fly, siden han og konen Sonja stod og smurte håndmadder til sponsorer i Vadum-hallen.

På den måde var Jan og Eigil en del af genfødslen på samme måde, som de var en del af etableringen af  Aalborg HSH ti år tidligere.

Dengang i 2000 sad Jan Larsen og tænkte: »Bare de ringer, bare de ringer ...«

»Og de ringede! Og jeg formåede at spille kostbar i fire-fem sekunder, inden jeg blev skideglad. Så det blev begyndelsen på Aalborg HSH, der senere blev en del af AaB,« har Jan Larsen sagt tidligere.

Siden fulgte arbejdet med at forene de to kulturer – bonderøvene fra Vadum, der skulle smelte sammen med de fisefornemme fra Hasseris, og det havde de brugt ti år af deres liv på, siden Eigil Christensen ringede og tilbød Jan Larsen jobbet.

Denne gang var det omvendt – Jan Larsen ringede til Eigil Christensen og bad om hjælp.

»Jeg var med til at få dig ind, så jeg skal nok også være med til at få dig ud,« sagde Eigil Christensen til Jan Larsen i efteråret 2010, hvor det stod klart, at AaB Håndbold skulle begraves.

Paradoksalt nok var holdet på banen det første til at vippe den gamle garde af podiets øverste trin. Som et billede på de to Fugl Føniks'er, der er vokset ud af AaB-asken – håndboldholdet og ishockeyklubben – vandt de guldet i isarenaen.

»Det var jo på mange måder en kulmination,« siger Jan Larsen om mesterskabet, som kom via straffekastkonkurrence mod KIF Kolding i en fyldt isarena.

Kristian Kjelling (th.) var en norsk verdenstjerne, der blev hentet til Aalborg med et mål: titler. Han scorede det afgørende mål i klubbens første DM-titel og fejrer hér med en, der siden blev en Aalborg-legende: Henrik Møllgaard (tv.).
Kristian Kjelling (th.) var en norsk verdenstjerne, der blev hentet til Aalborg med et mål: titler. Han scorede det afgørende mål i klubbens første DM-titel og fejrer hér med en, der siden blev en Aalborg-legende: Henrik Møllgaard (tv.). Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lægterne var proppet med karnevalsgæster, da finalen blev spillet, samtidig med at flere end 100.000 festede til Aalborg Karneval, og profilerne hed Jannick Green, Søren Rasmussen, Henrik Toft, Henrik Møllgaard, Daniel Svensson – og det afgørende mål blev sat ind af Kristian Kjelling, den norske verdensstjerne.

Men selvom guldet blev sikret som AaBer, var ægteskabet ikke lykkeligt.

I stedet blev det en anden norsk verdensstjerne, der tog Aalborg til næste niveau.

LÆS KAPITEL 1 HÈR.

LÆS KAPITEL 3 HÈR.

Andre læser også