Snakken går stadig.

Faktisk lever den i bedste velgående.

En tysk artikel, der blev udgivet inden EM, har nemlig fået folk op af stolene i Herning de seneste dage.

I Tyskland undrer man sig nemlig gevaldigt over, at EM-festen foregår i den jyske håndbold-højborg. Faktisk bliver der gjort en smule grin med hele setuppet.

Den store tyske avis Bild forstår i hvert fald ikke ret meget af, at slutrunden løber af stablen i udkanten af en by med lidt over 50.000 indbyggere. 'En håndboldhovedstad midt ude i ingenting', lyder det blandt andet i den tyske hån.

En hån, som blot får landstræner Nikolaj Jacobsen til at ryste på hovedet, da B.T. lørdag spørger ham ind til den på et pressemøde.

Herning bliver hånet i Tyskland.
Herning bliver hånet i Tyskland. FOTO: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix

»Den må have forstummet i går, tænker jeg. Når man ser, hvilken oplevelse det er for os at spille i Herning,« lyder det fra landstræneren, inden han fortsætter: 

»Nu ved jeg ikke, hvad sådan nogle som jer (journalister, red.) og andre skal bruge en storby til. Det kan være at få tiden til at gå, men for mig kunne slutrunden ligge hvor som helst. Så længe der er en hal, vi kan træne og spille kampe i, så er det fløjtende ligegyldigt for mig.«

Bliver du provokeret af den tyske hån?

»Nej... for der er også masser af små håndboldbyer i Tyskland.«

Det er ikke kun Nikolaj Jacobsen, der ikke har ret meget til overs for den tyske avis' kommentar.

B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, har allerede revset den, og fredag var det så Dorte West, som er borgmester i Herning Kommune, der svarede igen på mediets undren.

»Nej, det passer ikke. Vi ligger jo lige midt i det hele. Vi har infrastrukturen og faciliteterne, der skal gøre det til en stor og samlet oplevelse, så det ikke udelukkende handler om kampene. Der sker så meget forskelligt ude i arenaen og i hallerne omkring, som henvender sig til alle aldersgrupper. Det gør det unikt,« lød det blandt andet.

Danmark vandt fredag den første gruppekamp ved EM-slutrunden i overlegen stil.

Og søndag aften møder de danske stjerner Rumænien foran en propfyldt Boxen.

Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 20.30.