Herning er håndboldhovedstaden i Danmark, og Boxen er med sin 15.000 tilskuere den største arena til harpiks-kongerne i rødt og hvidt.

Men det undrer altså stadig tyskerne, at der kan spilles EM i udkanten af en by med lidt over 50.000 indbyggere. 

Boxen plejer at gynge, når de danske landshold spiller der. 
Boxen plejer at gynge, når de danske landshold spiller der.  Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hos den store tyske avis Bild har de taget fat i Danmarks håndbold-højborg, og ærligt talt gør de nok en smule grin med setuppet.

»En provinsiel åbningskamp! Når det tyske herrehåndboldlandshold sparker deres EM-kampagne i gang mod Østrig på torsdag, vil de fleste sportsfans sandsynligvis være forvirrede over spillestedet,« skriver det store medie.

»Hvor præcis? Ja, du læste rigtigt! Herning ligger i hjertet af Midtjylland, en af ​​Danmarks fem regioner. Byen er omgivet af mindre byer, vidtstrakt landskab og naturområder. En håndboldhovedstad midt ude i ingenting.«

Thomas Schöneich, der mediedirektør i Det Europæiske Håndboldforbund (EHF), forklarer dog klart, at Herning og Jyske Bank Boxen 'bare fungerer dér'.

Han fortæller, at der ville være klare fordele ved at bruge Københavns infrastruktur og så spille i Royal Arena, der har plads til 12.500 til håndboldkampe - en mulighed, EHF faktisk undersøgte i forbindelse med, at Danmark i 2030 afholder EM sammen med Tjekkiet og Polen.

»Der er ingen tvivl om, at en hovedstad som København har en større appel og er mere attraktiv, især for besøgende fans,« siger han til mediet.

De danske verdensmestre står fredag over for Nordmakedonien i den første EM-kamp.