De danske VM-bronzekvinder har været yderst populære blandt de danske tv-seere.
Det viser nye tal fra Kantar Gallup, som B.T. har fået udleveret.
Håndboldkvinderne fik søndag den første medalje i otte år, og igennem hele december har tv-seerne kvitteret med stor interesse, når der har været håndbold på TV 2 og DR, der har sendt slutrunden, viser en gennemgang af seertallene.
VM-semifinalen fredag, som Danmark tabte med ét sølle mål til Frankrig, blev set af 1,2 millioner seere på TV 2, mens 960.000 seere brugte eftermiddagen og den fjerde søndag i advent til at se Danmark rejse sig oven på den dramatiske skuffelse mod Frankrig med VM-bronze i 35-28-sejren over Spanien.
Gruppeopgøret mod Tyskland, der blev vist på DR 1, blev den mest sete kamp under slutrunden med lidt over 1,3 millioner seere. Og generelt har begge kanaler haft rigeligt med seere til håndboldproduktet. TV 2 har sendt fire VM-kampe med et gennemsnitligt antal seere på 1.010.000, mens DRs i alt fem VM-kampe samlede i gennemsnit 1.064.400 seere.
Også VM-finalen på DR 1 mellem Frankrig og Norge var et velbesøgt tv-indslag med 862.000 seere søndag aften.
På trods af de nogenlunde ligeligt fordelte seertal lader det til, at B.T.s brugere har haft en favoritkanal i december, når håndbold-VM er løbet af stablen. I en afstemning på B.T. har næsten 35.000 brugere givet sit besyv med, om man foretrækker DR eller TV 2, og her hælder 56 procent til at se håndbold på DR frem for TV 2.
Til januar kan TV 2 dog gælde sig over, at de er den eneste kanal, der sender EM i herrehåndbold, når de danske verdensmestre skal revanchere EM-skuffelsen fra 2020, hvor man røg ud i gruppespillet under slutrunden i Sverige.
Her er Danmark i pulje med Montenegro, Nordmakedonien og Slovenien. EM spilles i Ungarn og Slovakiet fra 13. til 31. januar.


