Han har været ude med coronavirus, men nu er det endelig EM-tid for Jannick Green.

For den danske målvogter rejser fredag til Ungarn med en negativ coronates i bagagen.

'Jannick Green forventes at tilstøde den danske trup fredag eftermiddag, hvorefter han skal aflevere en negativ test i Ungarn, før han er spilleberigtiget ved EM-slutrunden,' lyder det fra DHF.

Han kunne hjemme fra Danmark se, hvordan landsholdet torsdag aften fik en god start på årets EM.

Her vandt Nikolaj Jacobsens mandskab med 30-21 over Montenegro i den indledende pulje.

Det var den 3. januar, Jannick Green i første omgang testede positiv for coronavirus. Det samme gjorde sig gældende dagen efter, og han isolerede sig derfor fra resten af truppen.

Først lød reglerne, at en spiller med en positiv test først måtte deltage ved EM efter 14 dage, men de regler er dog blevet lavet om. Nu lyder de, at spillerne skal være i isolation i fem dage og aflevere to negative pcr-test.

Er Jannick Green negativ ved den test, han skal have taget i Ungarn, betyder det, at han allerede kan spille næste gang, Danmark skal i aktion. Landsholdet mangler at møde Slovenien og Nordmakedonien i gruppespillet, inden en eventuel mellemrunde venter.