De seneste dage har nerverne siddet uden på tøjet i den danske EM-lejr.

Det har de gjort, siden Jannick Green afleverede en positiv coronatest 3. januar, og nu melder den danske keeper ud for første gang siden.

'Hej, alle. Tusind tak for jeres hilsner. Det varmer,' indleder Jannick Green et opslag på Håndboldherrernes Facebook-side.

Håndboldstjernen har forladt sine holdkammerater for at komme sig over sygdommen, fortæller han.

'Jeg har forladt lejren og har isoleret mig selv fra andre. Jeg har det efter omstændighederne godt, og jeg håber, at jeg snart kan være med på banen igen.'

Den positive coronatest kom som et chok for den danske EM-lejr, og siden da har landstræner Nikolaj Jacobsen da også erkendt, at han ikke har haft de mest rolige dage.

»Først tænkte jeg: 'Pis!'. Så tænkte jeg på, hvem Jannick bor på værelse med i forhold til smitte, og hvad betyder det omkring afrejse til Ungarn. Og så tænker man jo alle mulige skrækscenarier,« sagde Nikolaj Jacobsen for nogle dage siden.

»Lige nu prøver jeg at abstrahere fra det, for at det ikke skal fylde for meget oppe i hovedet. Men det ligger hele tiden og lurer,« sagde han.

I skrivende stund er der heldigvis ingen andre i lejren, der er testet positive. Men coronavirussen har alligevel sat sit klamme præg på Danmarks EM-forberedelser.

To kampe mod Frankrig og Norge blev ændret til to opgør mod vores norske naboer, da det franske landshold blev ramt af et coronaudbrud.

Men torsdagens kamp mod Norge er nu også aflyst, da nordmændene har trukket sig grundet bekymring for coronasmitte.

Torsdag middag ændrede det Europæiske Håndboldforbund (EHF) coronareglerne omkring EM i håndbold, som afholdets i Ungarn og Slovakiet 13.-30. januar.

Tidligere var regelsættet, at en spiller skulle isoleres i 14 dage, inden vedkommende fik mulighed for at komme i aktion igen. Nu kan en spiller være aktuel allerede efter seks dages isolation.

En smittet spiller skal isoleres i fem dage, hvorefter han skal aflevere en negativ pcr-test. Tidligst 24 timer senere skal han testes igen, og hvis også anden test er negativ, kan han træde ind i EM-turneringen.

Det er desuden et krav, at spilleren er symptomfri, og reglerne gælder også for trænere og andre stabsmedlemmer.