Fodboldstjernen Tammy Abraham har fået en uheldig start på 2022.

Den engelske AS Roma-angriber har nemlig været involveret i en bilulykke, mens han var på vej til træning i Italien. Det skriver Daily Mail.

Den 24-årige tidligere Chelsea-stjerne skulle have smadret sin Porsche ind i et andet køretøj. Tammy Abraham slap dog uden skader.

Og det gjorde føreren af det andet køretøj også. Ifølge Daily Mail skulle sammenstødet være sket tæt på angriberens lejlighed.

Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

Bilulykken var ikke værre, end at Tammy Abraham kunne køre videre til træning efter en venlig diskussion med kvinden, som kørte den anden bil.

Derfor har det heller ikke være nødvendigt at inddrage ordensmagten efterfølgende.

Men selvom fodboldstjernen slap med skrækken i denne omgang, er det efterhånden blevet en dårlig vane for Tammy Abraham at køre til den voldsomme side.

Han blev således idømt en bøde på cirka 6.000 danske kroner, da han kørte alt for stærkt i Londons gader, mens han også blev stoppet af politiet i november sidste år.

Det britiske medie skriver dog, at det ikke tyder på, at AS Roma-stjernen brød nogen italienske færdselsregler, da han bragede sin Porsche ind i kvindens køretøj.

Den engelske angriber har boet i Italien siden sidste sommer, hvor han skiftede fra Chelsea til AS Roma.