For Nikola Karabatic var Danmark den modstander, han krydsede fingre for at få i VM-semifinalen.
»Jeg vil langt hellere spille mod Danmark i Tyskland fremfor hjemme,« siger den franske stjerne til L'Equipe.
Danmarks første otte kampe - der alle blev til en sejr - blev spillet i Jyske Bank Boxen i Herning, og Nikola Karabatic har bemærket, at det danske landshold har gjort det godt indtil videre. Blandt andet med solid opbakning fra publikum. En opbakning, der nok bliver en tand anderledes i Hamborg, hvor semifinalerne spilles. Alligevel spår Karabatic, at det bliver et hårdt opgør.
»Det bliver en meget svær modstander. Men vi har nøglen til sejr, og vi har holdet, der kan få dem til at tvivle, så vi kan slå dem,« siger Nikola Karabatic, der dog ikke kommer nærmere ind på, præcist hvordan Frankrig vil slå Nikolaj Jacobsens tropper.

Torsdag eftermiddag var der pressemøde i Tyskland, og her forsøgte franskmændene sig også med lidt psykologisk spil.
Gille, den tidligere topspiller, der sammen med Didier Dinart styrer det franske landshold - hævdede, at alle 'forventer en finale mellem de de to værtslande', Tyskland og Danmark. Men Nikolaj Jacobsen bed ikke så let på krogen. I stedet lød det med et smil fra landstræneren:
»Narh...jeg ved nu ikke, om alle forventer, at Danmark og Tyskland mødes i finalen søndag. Det skal Gille vel sige i den position, han er i. For at lægge lidt tryk på os. Det er fint nok,« sagde Nikolaj Jacobsen efter det officielle pressemøde. Den danske landstræner ville ikke udpege Frankrig som favorit til VM-titlen.
Kampen spilles klokken 17.30 fredag aften, og du kan følge den LIVE her på bt.dk.


