Frankrig har truffet en beslutning om ikke at fokusere på Mikkel Hansen. Ikke fordi den danske stjerne ikke er god - tværtimod.
Den øjeblikkelige VM-topscorer kan man nemlig alligevel ikke holdes fra at score, lyder det fra den franske lejr inden VM-semifinalen i Hamborg. Man kan ikke stoppe ham.
»Det er jeg glad for at høre. Men det ændrer ikke på så meget. For os handler det om, at vi spiller godt som hold. Spiller vi godt som hold - og får udnyttet de forskelliges kompetencer - så er vi også dygtige,« siger Mikkel Hansen og giver kredit videre til holdkammeraterne.
»Der snakker jeg om, at vores forsvar først og fremmest skal op at køre og have styr på de franske spillere. Og så har vi de to dygtige målmænd inde bagved. Og når det fungerer, synes jeg også, at vi har set ved tidligere slutrunder og i denne, at vi har trukket os sejrrigt ud af kampene. Det er en nøgle for os at få styr på forsvarsspillet og via det få nogle lette kontramål. I angrebet skal vi spille super disciplineret, men også gå mod mål«

Når man spørger dine holdkammerater, peger de på, at jeres nøglespillere skal toppræstere. Du er en af dem. Føler du et pres?
»Jeg tror, at vi alle sammen føler et pres. Når man kommer til en semifinale, vil man gerne vinde. Hvordan vinder man? Det gør man ved, at vi spiller godt. Det er et meget naturligt pres, der kommer. Men det er også et pres, der kommer af vores præstationer indtil videre i turneringen. Det ser jeg ikke som en negativ ting,« siger Mikkel Hansen.
Mikkel Hansen bliver Danmarks vigtigste offensive våben. Det ved holdkammeraterne. Det ved han. Og det ved franskmændene. De skal nok indstille sig på Mikkel Hansen.
»Jeg tror, at Frankrig har en forståelse for at have forberedt sig godt, og de har set, at vi har en masse dygtige spillere. Selvfølgelig vil de gøre alt, hvad de kan for at stoppe mig - men også for resten af holdet ikke lykkes. Det er lidt på samme måde, som vi også vil sætte en kæp i hjulet for deres spil og den måde, de spiller på,« siger Mikkel Hansen.

En VM-semifinale er en af de helt store kampe. Men for den danske storskytte er det ikke noget, som ændrer ved, hvordan kroppen har det inden kamp.
»Jeg glæder mig ligesom alle andre. Jeg er spændt på at se, hvor langt vi er nået, og om vi kan lægge lidt mere på vores spil. Når vi skal spille en semifinale, vil vi gerne spille en lille smule bedre. Sverige-kampen var hverken vores bedste eller dårligste kamp, men vi kunne godt have gjort nogle ting bedre. Jeg havde personligt nogle situationer, jeg gerne ville have været bedre i. Men det kan vi ikke ændre på nu. Det kan vi gøre bedre i morgen.«
Er det noget, der tænder dig ekstra?
»Hvis der er nogle af vores spillere, der ikke er tændte i den kamp, hører de ikke til her,« slutter Mikkel Hansen.




