Nikolaj Jacobsen havde gennemskuet den franske assistentlandstræner, Guillaume Gille, ved torsdagens pressemøde forud for VM-semifinalen mellem Frankrig og Danmark.
Gille - den tidligere topspiller, der sammen med Didier Dinart styrer det franske landshold - hævdede, at alle forventer en finale mellem de to værtslande, Tyskland og Danmark.
Men det havde Nikolaj Jacobsen kun et overbærende smil til overs for, da det officielle pressemøde var slut.
»Narh...jeg ved nu ikke, om alle forventer, at Danmark og Tyskland mødes i finalen søndag. Det skal Gille vel sige i den position, han er i. For at lægge lidt tryk på os. Det er fint nok,« lød det fra Nikolaj Jacobsen, der ikke ville gengælde ved at udkåre Frankrig som VM-favorit.

»Der er fire vanvittigt dygtige hold tilbage, og jeg er sikker på, at det bliver to meget, meget spændende semifinaler. Jeg kan ikke udpege vindere på forhånd. Jeg tror, at alle hold har en fair chance for at komme i finalen.«
Dog forventer han, at Danmark skal træde et niveau op og ramme en absolut toppræstation, hvis hans drenge skal spille guldkamp i Boxen søndag. For de franske verdensmestre er en skræmmende størrelse.
»Det er som altid et kvalitetshold på alle pladser. Det er klart det landshold med størst kvalitet hele vejen rundt. Det er lidt skræmmende, men heldigvis kan de kun være syv på banen ad gangen,« konstaterede den danske landstræner, der forudser masser af ballade fra især én af de nyere franske stjerner - Barcelona-bagspilleren Dika Mem.
»Jeg er stor fan af Dika Mem, og jeg tror, at han inden for et par år kan blive den næste helt store spiller. Han dækker fremragende op, har en fantastisk fysik, hans mand-mand-spil er virkelig godt, og så kan han skyde fra en distance, som ikke ser så tit fra spillere, der er så dygtig i gennembrudsspillet.«

Semifinalen spilles i den mægtige Barclaycard Arena i Hamborg - lige ved siden af byens legendariske fodboldarena, Volksparkstadion. Og det er et sted, hvor Nikolaj Jacobsen både som spiller og træner har fejret tyske pokaltriumfer.
Nu er han tilbage - og det til en kamp, han ikke tøver med kalde karrierens største.
»Ja, det er klart. En VM-semifinale er det største, jeg endnu har prøvet - ihvertfald som træner.«
Og den populære landstræner håber på opbakning fra de omkringliggende byer, hvor flere danskere spiller deres klubhåndbold.

»Jeg håber, tyskerne holder med os. Jeg håber, at der kommer mange fra Flensborg og Kiel, som vil bakke deres danske drenge op, så vi får lidt hjælp der.«
»Men ellers er jeg egentlig ligeglad med, hvor semifinalen spilles - bare vi vinder den«.
Semifinalen var inden turnering Danmarks officielle målsætning. Men sulten hos Nikolaj Jacobsen er vokset i takt med de mange VM-sejre.
»Det er en tilfredsstillelse at være nået her til - men heller ikke mere. Vi vil ikke være tilfredse med blot at være i en semifinale. Vi vil give alt, hvad vi har, for at spille den finale på søndag.«

»Det er det, der tæller,« sluttede han, inden han forsvandt ind bag dørene til den lukkede træning. Til den sidste forberedelse inden hans hidtil største landstræner-opgave.



