Landstræner Gudmundur Gudmundsson er ikke fan af den store åbenhed omkring det danske landshold, og han er sat under pres af dårlige resultater, mener fem håndboldeksperter.

Gudmundur Gudmundsson viste ved onsdagens pressemøde en i dansk sammenhæng hidtil uset side af sig selv, da han gik fra sin sædvanlige rolige facon til en mere spids udgave.

Det skete, da landstræneren skulle svare på spørgsmål om sit meget debatterede forsvar, og han reagerede med et irriteret svar. Med bare en sejr i tre kampe blev der tolket på, om Gudmundur Gudmundsson, allerede inden VM for alvor er kommet i gang, begynder at mærke det store pres, der er fra journalister og danskerne hjemme i stuerne.

Svaret fra håndboldeksperterne er entydigt: Landstræneren er presset og har endnu ikke vænnet sig til at agere i et så åbent miljø, som det danske landshold praktiserer.