Der var ild i øjnene, klar irritation og for første gang antydningen af påvirkning af et pres, der naturligt følger i slipstrømmen på væg-til-væg-dækningen af håndboldlandsholdet.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson viste på onsdagens pressemødet efter det skuffende pointtab mod Tyskland, at der inde i den lille islandske krop findes boblende lava.

Det begyndte også anderledes, end det har gjort de to andre gange på ’dagen derpå’-pressemøderne, som det danske landshold er så kendte for, og som Gudmundur Gudmundsson er knap så ekstatisk over.

Islændingens klassiske og naturligt gebrokne ’god dag’ – med tryk på begge stavelser – var blevet til ’god morgen’ klokken 11.00 lokal tid på Hotel Hilton. Og morgen har det nok været for Gudmundsson. Spørgsmålet er mere, om det nogensinde blev nat for landstræneren, der efter at være kommet tilbage på hotellet tidligst en halv time efter midnat havde nået at gennemse kampen mod Tyskland to gange og haft et morgenmøde med spillerne, inden han satte sig til rette for at servere sin status.

Gudmundur Gudmundsson var som vanligt ’tilfreds med nogle ting’ og ’ikke så tilfreds med andre ting’. Men da han havde fået afleveret sine budskaber om dommerlinje og en for mange overraskende tilfredshed med et point mod Tyskland, blev der åbnet for spørgsmål i plenum. Og det var her, at Gudmundur Gudmundsson viste en flig af, hvordan presset ser ud til at være nået til ham.

Helt ufarlige spørgsmål om, hvorvidt Landin trods lyskeproblemer var klar til at komme ind i slutfasen, og om Gudmundssons så omtalte ’offensive’ backer i forsvaret, blev modtaget med tydelig irritation fra landstræneren, der ellers hidtil har været forskånet for en overflod af de kritiske spørgsmål, som den danske VM-start ellers har berettiget til.

Du siger selv, at du føler, det var en velspillet kamp, men flere af spillerne siger, at de ikke synes, forsvaret fungerer. Hvilke overvejelser gør du omkring...

»Hvem sagde det? Det kan jeg ikke kommentere. Jeg har set kampen, og jeg synes, der er mange gode ting. Jeg ved ikke, hvad spillerne har sagt. Så det kan jeg ikke kommentere,« afbrød Gudmundsson.

Op til VM-turneringen arbejdede I meget med høje backer og lidt mere aggressivt forsvar. Hvad får den hårde dommerlinje af konsekvenser for det, når René Toft nu to gange har fået to hurtige udvisninger?

»Nu har du spurgt mig om de offensive backer nogle gange, og det er en kæmpe misforståelse. Offensive backer betyder ikke, at backerne står ude på 15 meter.«

Det er jeg med på...

»Nej, det er en utrolig misforståelse, og så snakker man om det altid. Offensive backer betyder for os, at backerne i nogle situationer skubber frem,« sagde den islandske træner og fortsatte talestrømmen om, hvad offensive backer er i hans optik.

Sådan lød det altså. Og som du kan læse her, ser seks håndboldeksperter det som et klart tegn på, at islændingen er begyndt at mærke, hvor stort presset er.

Under de foregående tre pressemøder i Doha har Gudmundur Gudmundsson næppe haft en kropstemperatur en grad over 36, men dér - efter to uafgjorte mod Argentina og Tyskland – blev den islandske vulkan vakt til live.

Det gjorde den i en sådan grad, at det efterfølgende var det store tema på førstesalen foran panoramaruderne og mellem de mange journalister. Gudmundsson har allerede givet stof til debat ved at lukke så meget ned for træningerne i Qatar, som han overhovedet kan uden direkte at låse døren. tv-fotograferne har blandt andet fået besked på kun at tage nærbilleder af spillerne, så intet taktisk kan afkodes af modstandere.

Gudmundur Gudmundsson er tændt. Nu venter vi bare på, om han også går i udbrud.