I starten af 2010erne dominerede AG København dansk håndbold med en parade af de bedste danske håndboldstjerner.
Projektet satte inden sin død nye standarder for dansk håndbold.
Og måske er noget lignende under opsejling i Nordjylland.
Efter tilføjelsen af verdens måske bedste håndboldspiller Mikkel Hansen fra sommeren 2022 er det tid til at drømme stort i Aalborg Håndbold. Det fortæller Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold.

Jan Larsen, er det her begyndelsen på et nyt håndbolddynasti i Danmark?
»Det håber jeg da. Vi spiller for at vinde. Den danske liga er hård, så det er ikke sådan, at vi bare kan suse hen over det hele. Men vi har en forventning om, at vi med det økonomiske mål, vi har, kan blive en magtfaktor i dansk håndbold. Selvfølgelig tror vi på det.«
Helt konkret ser Jan Larsen gerne, at Mikkel Hansen får tilføjet Champions League-titlen på sit cv, mens han er i Aalborg.
»Vi er allerede med i Champions League, og vi har været blandt de 16 bedste en håndfuld gange, og vi håber, at vi allerede i år kan komme et skridt nærmere. Og det kan være, det sidste skridt kan tages med Mikkel,« siger han.
Og med Mikkel Hansens indtog regner Jan Larsen med, at der er tid til vokseværk hos de danske mestre.
På alle områder.
»Det er ingen hemmelighed, at vi skal opgradere andre steder i administrationen. Vi skal også kunne udnytte interessen,« siger han og fortsætter:
»Det nytter ikke, at vi kun er to til at tage telefonen. Vi skal være flere. Det er den strategi, vi har lagt, vi skal vækste på flere områder. Jeg har ingen statsgaranti for, at det lykkes, men jeg ved bare, at vi har et økonomisk fundament, der gør, at hvis vi ikke vinder det hele, som vi gerne vil, så overlever vi stadigvæk. Vi går ikke konkurs, hvis vi ikke bliver dansk mester et år. Så godt styr har vi på butikken,« forklarer han.