Det sprøde caféliv langs Seinen skiftes ud med en stiv Limfjordskuling, og Aalborg-tårnet bliver det nye fikspunkt i stedet for Eiffeltårnet.

'Nordens Paris' står ikke mål med den glamour, Mikkel Hansen er vant til i byernes by, men et sted kan den danske verdensstjerne se frem til nogenlunde status quo.

For selvom den kommende Aalborg-spiller siger farvel til en særdeles lukrativ kontrakt i Paris Saint-Germain, bliver det langtfra en økonomisk nedtur at skifte til dansk håndbold.

Tværtimod. Ifølge B.T.s oplysninger er Mikkel Hansen i øjeblikket på en kontakt med den franske mesterklub, der sikrer en månedlig udbetaling på det, der svarer til cirka 225.000 danske kroner efter skat.

Verdensstjernen Mikkel Hansen vender i sommeren 2022 tilbage til dansk håndbold efter 10 år i Paris Saint-Germain Handball.
Verdensstjernen Mikkel Hansen vender i sommeren 2022 tilbage til dansk håndbold efter 10 år i Paris Saint-Germain Handball. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det giver en nettoudbetaling på lidt under 3.000.000 kroner årligt. I øvrigt blandt håndboldsportens højeste.

Bag det tal ligger en tung beskatning af højindkomster i Frankrig. Her er ingen specielle ordninger eller særlige regler for at tiltrække sportsstjerner, forklarer sportsøkonom Troels Troelsen:

»Hvis du laver det store regnestykke, kommer Mikkel Hansen ikke til at få et tab ved sit skifte. Man skal kigge på, hvad der er tilbage. Der er ingen store lempelser for sportsstjerner i Frankrig. De betaler omkring 60 procent i skat. I Danmark bliver skatteprocenten 27.«

Efter 10 år i udlandet lever Mikkel Hansen lige præcis op til kravene i forskerordningen, når han i sommeren 2022 vender tilbage til dansk håndbold.

Med den lukrative ordning bliver stjernens løn beskattet med helt præcis 32,84 procent – inklusive arbejdsmarkedsbidrag – i stedet for den normale topskat på op til 56 procent.

For at bruge Lars Løkke Rasmussens kendte ord om beskatning kan Aalborg Håndbold derfor give Mikkel Hansen mindre, men det bliver til mere, fordi Hansen skal aflevere mere mindre.

I Aalborg kan den dobbelte VM-vinder ifølge Troels Troelsens vurdering se frem til en løn på mellem fire og fem millioner kroner. Før skat.

Det er et pænt stykke fra bruttobeløbet i Paris, men giver en udbetaling på mellem 2.700.000 og 3.300.000 kroner. Altså tyder meget på, at Mikkel Hansen kan bevare den pæne løn, han tjener i Frankrig.

Mikkel Hansen og Mads Mensah Larsen spillede sammen i AGK. Nu bliver de genforenet i Aalborg Håndbold i sommeren 2022.
Mikkel Hansen og Mads Mensah Larsen spillede sammen i AGK. Nu bliver de genforenet i Aalborg Håndbold i sommeren 2022. Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Og faktisk bliver de penge markant mere værd på dansk grund.

Paris' kvadratmeterpris er nemlig tæt på eksorbitante 100.000 kroner, mens Københavns eller så overophedede boligmarked blot er på det halve. Her skal Mikkel Hansen bo og så pendle til Aalborg.

Samtidig forklarer Troels Troelsen, at udgifterne forbundet med institution og skolegang for børn – Mikkel Hansen har barn nummer to på vej med hustruen Stephanie Gundelach – er tårnhøje i Paris sammenlignet med København.

Og så venter der et enormt kirsebær på toppen, når verdensstjernen rejser retur til Danmark.

Sådan så det ud, da Mikkel Hansen blev præsenteret i Aalborg Håndbold af direktør Jan Larsen.
Sådan så det ud, da Mikkel Hansen blev præsenteret i Aalborg Håndbold af direktør Jan Larsen. Foto: Instagram: Aalborg Håndbold
Vis mere

Hans kommercielle værdi kommer til at stige betydeligt, når danskerne uge efter uger oplever ham på banen og på TV 2.

»Rent reklamemæssigt og i forhold til endorsement er hans værdi meget højere, når han faktisk befinder sig i Danmark. Han kommer til at være her konstant, og det forhøjer hans værdi. Så rent økonomisk vil jeg sige, at han er mindst lige så godt stillet ved at rejse til Danmark,« siger Troels Troelsen.

Sportsøkonomen betegner derfor skiftet som et perfekt valg – både økonomisk og i forhold til håndboldspillerens i forvejen stærke brand.

»Det er perfekt optimering. Økonomisk kan han udnytte sin markedsværdi langt oppe i alderen. Det ville ikke være muligt på samme måde i Frankrig – her ville han med tiden miste sin kommercielle værdi og kendisfaktor, fordi håndbold ikke er lige så stort.«

»I Danmark kan han langsomt gå fra at være aktiv håndboldspiller til for alvor at udnytte sit brand. Det virker som det helt optimale valg både sportsligt, økonomisk og familiemæssigt, og det er meget velplanlagt,« lyder analysen fra Troels Troelsen.

33-årige Mikkel Hansen tørner ud for Aalborg Håndbold fra sommeren 2022.