De kommende tre sæsoner kommer der Champions League-håndbold hos DR. 

For stationen har nemlig sikret sig rettighederne, oplyser de i en pressemeddelelse.

Der er tale om rettighederne for både kvinder og mænd. 

»Vi glæder os helt vildt til at give de mange håndboldglade danskere mulighed for at følge de danske klubhold tæt, når de skal krydse klinger med andre europæiske tophold i EHF Champions League,« siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten. 

»Det er nogle af håndboldens største stjerner, der tørner sammen i stemningsfyldte haller rundt om i Europa, og der er udsigt til en turnering spækket med forrygende opgør hele sæsonen i gennem. Det ser vi frem til at kunne samle rigtig mange danskere om gennem de næste tre sæsoner.«

Tidligere har Champions League været vist hos Viaplay, men senest har det været vist hos rettighedshaveren Infronts nye streamingtjeneste Handball Kanalen. 

Noget, der betød, at man som seer skulle af med 25 euro – svarende til 185 kroner – per måned for et abonnement, hvis man ønskede at se danske stjerner som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Mie Højlund og Althea Reinhardt i aktion.

Noget, der blev kritiseret voldsomt af blandt andre B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg. 

»Det er et KÆMPE problem, at vi ikke har de bedste danske hold på en større platform end hos en ligegyldig streamingtjeneste, der er oprettet i panik. Først og fremmest er det under al kritik, at det ikke er lykkedes at få mere ud af en stor rettighed på det skandinaviske marked. Men jeg er endnu mere bekymret for én ting: Hvis der ikke findes en mere gangbar løsning, frygter jeg for, at det kan blive en potentiel bombe under de danske klubbers økonomi,« lød det blandt andet. 

TV 2 meldte ud, at de havde kigget på rettighederne til Champions League men valgt ikke at slå til.

»Vi føler i al ydmyghed, at vi er dækket rigtig godt ind på klubhåndbolden. Vi er glade for vores aftaler om at sende de danske landsholds kampe og fra de danske ligaer,« lød det fra sportschef Frederik Lauesen.

Også Viaplay takkede nej til rettighederne.

Danmark har i denne sæson fem hold med i Champions League. 

Ikast Håndbold, Odense Håndbold og Team Esbjerg skal i aktion på kvindesiden, mens det hos herrerne er GOG og Aalborg Håndbold, der skal ud og vise de rød-hvide farver frem.

DR oplyser, at de hver runde kommer til at vise en kvindekamp og en herrekamp. 

Her oplyser Anders Kern Boje, at man som udgangspunkt vil prioritere kampe med de danske hold, så længe de har noget at spille for.