Hvordan får man råd til en af verdens bedste håndboldspillere som dansk håndboldklub?
Det spørgsmål stiller mange, efter det torsdag kom frem, at Mikkel Hansen fra sommern 2022 kan kalde sig Aalborg Håndbold-spiller.
Men hvis du spørger Aalborg-direktør Jan Larsen, er svaret simpelt.
Det skal betales via driften, men det skader ikke at have to medejere i form af millionærne Mark Nielsen (medejer af Coolshop, red.) og Eigild Christensen (ejer blandt andet flyselskabet Great Dane, red.). Og de har da også taget en snak med Hansen.

Har de to medejere skudt ekstra i posen i forbindelse med Mikkel Hansen?
»Som udgangspunkt skal det finansieres via den daglige drift. Sådan har det altid været. Nu sidder vi i den her fantastiske arena (Gigantium, red.). Og da vi skulle have tribunen op, der lånte Aalborg Håndbold nogle af pengene af Eigild. Vi havde ikke 10 millioner. Det havde han så. Og så betalte vi nogle af pengene tilbage til ham. Og det er klart, at hvis tingene skulle spidse til, så er det et par rare fyre at have med ombord toget,« siger direktør Jan Larsen til B.T.
Han indrømmer dog, at foruden Jan Larsen selv har de to andre medejere taget en snak med Mikkel Hansen, der ikke skal bekymre sig om manglende økonomi.
»Mikkel Hansen kender Eigild, Mark og jeg. Og de har da også haft en snak med Mikkel og har selvfølgelig forklaret ham, hvor de er henne i det her projekt, så der er økonomisk soliditet. Og det er der,« siger Larsen.
Tilføjelsen af Hansen skal i stedet booste klubbens økonomi på alle andre områder.
»Når man skriver med Mikkel Hansen, så følger der også nogle andre gevinster. Sponsor-interessen bliver større, vi sælger flere sæsonkort, vi sælger flere spillertrøjer. Hele setuppet omkring det skal finansieres derigennem, men vi skal huske, at vi haft økonomisk vækst i alle årene – også før vi meldte ud om Mikkel Hansen. Så vi tror, vi kan lølfte overliggeren yderligere,« siger Larsen.
Hvor stor en rolle Mark Nielsen og Eigild Christensen har spillet i lobbyarbejdet omkring Hansen, vil Larsen ikke sige, men han fortæller, at de alle tre har gjort en indsats.
Eksempelvis de gange, Aalborg har mødt Mikkel Hansens nuværende klub PSG i Champions League.
»Vi har spillet mod Mikkel flere gange, og der har vi selvfølgelig snakket. Det er dejligt at have nogle engagerede medejere,« smiler Larsen, der dog gerne indrømmer, at drømmen om at hente Mikkel Hansen ikke er opstået over natten.
»Det har jeg tænkt over i en længere periode. Det er en drøm for mange håndboldirektører i Danmark. Med de resultater, vi har haft de seneste år, var det måske ikke umuligt, at vi kunne komme ind i billedet, hvis Mikkel ville hjem igen.«
»Fra tidligt i snakkene kunne vi mærke, at vi gerne ville noget af det samme. Og at det godt kunne passe med, at Mikkel og familien kunne tænke sig at komme hjem til Danmark,« forklarer Aalborg-direktøren.
Og sammen med Mark Nielsen, Eigild Christensen og resten af Aalborg Håndbold fik han sin vilje.


