Danskerne er gået håndboldamok i december. Også mere, end de plejer.

For mens det danske kvindelandshold er braget i semifinalen ved VM, har seerne kvitteret med en enorm interesse for slutrunden.

Og derfor satte TV 2 Sport-kanalen da også seerrekord onsdag aften, da Frankrig bragede sammen med Sverige i kvartfinalen.

Det skriver TV 2 Sport.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Onsdagens kvartfinale blev nemlig fulgt af intet mindre end 400.000 seere, og det er rekord for kanalen, der aldrig har rundet det store antal seere før.

I den forbindelse er rekorden dog ikke så overraskende, da vinderen af opgøret skulle møde Danmark i fredagens semifinale.

På trods af seerrekorden for kanalen, er det dog DR, der har vundet årets tv-krig.

Indtil videre foretrækker danskerne nemlig at følge håndbolden hos DR, som har sat TV 2 til vægs under denne VM-slutrunde, hvor de danske kvinder bejler til medaljer.

Slutrundens hidtil mest sete kamp kom søndag, da Danmark tævede Tyskland på DR1. Her så lidt over 1,3 millioner med, mens Danmark imponerede stort.

Også den næstmest sete kamp blev sendt på DR. Her var det sejren over Brasilien tirsdag aften, der sikrede den første danske VM-semifinale i otte år.

Tal, som Kantar Gallup har fundet frem for B.T., viser, at 1.178.000 så med. Og det er på trods af, at kampen allerede blev sendt klokken 17.30 fremfor det mere populære tidspunkt 20.30.

I forhold til tv-krigen har TV 2 dog stadig en lille trumf i ærmet, da hovedkanalen både viser Danmarks semifinale fredag samt søndagens finale.

Jesper Jensens mandskab møder fredag aften Frankrig i VM-semifinalen, og du kan som altid følge opgøret her på bt.dk fra klokken 17.30.

Andre læser også