De er gået fra spotlight fra hele verden til at være forsvundet. Sporløst og uden varsel.
Først var det fire spillere fra Cameroun, der blev meldt savnet i forbindelse med VM i håndbold i Spanien.
Tirsdag opdagede arrangørerne bag turneringen så, at iraneren Shaghayegh Bapiri nu også er umulig at opspore.
Selvom det virker fuldstændig surrealistisk, at professionelle atleter bare uden videre skulle forsvinde fra store internationale turneringer, er det langtfra tilfældet.
Det forklarer senioranalytiker i Play The Game Stanis Elsborg.
Play The Game er en organisation, der arbejder for at fremme ytringsfrihed og gennemsigtighed i sportens verden.
»Det er ikke på den måde noget nyt fænomen i forbindelse med sportsbegivenheder. I historien har vi set det flere gange, helt tilbage til OL i Melbourne i 1956, hvor flere ungarere hoppede af for at få asyl og flygte til USA.«
Ofte handler det om atleter, som kommer til lande med væsentligt bedre levevilkår end i deres hjemland.
Og så tager de chancen for at opnå asyl et nyt sted, forklarer han.
»De bliver fragtet til et sted med helt andre levevilkår end der, de kommer fra. De kan komme fra lande som Cameroun, Etiopien eller Sudan. Så søger de asyl for at få flygtningestatus. Det er formentlig noget af det, vi ser ved VM i håndbold,« siger Stanis Elsborg.
Det er i hvert fald tilfældet for Shaghayegh Bapiri.
For torsdag aften dukkede hun pludselig op i en video, som TV 2 Sport er i besiddelse af. Her forklarer hun grunden til, at hun lod sig forsvinde.
»Mit navn er Shaghayegh Bapiri. Jeg valgte at forlade det iranske landshold og søge asyl i et andet land. Jeg sender denne video for at fortælle alle, at jeg har det godt, og at jeg er i sikkerhed,« siger hun i videoen.
»Jeg ønskede at fortælle, at jeg ikke er forsvundet eller er blevet kidnappet. Og at min familie er i sikkerhed i Iran. Min årsag til at søge asyl er at få bedre muligheder i sportsverdenen i fremtiden.«
Ved OL i London i 2012 prøvede flere atleter også lykken med at opnå flygtningestatus.
Det lykkedes blandt andet for vægtløfterne Francois Etoundi og Simplice Ribouem fra Cameroun, som siden har konkurreret for Australien.
»Det er ikke usædvanligt i forbindelse med store sportsbegivenheder. Det er et biprodukt af de her begivenheder, og i værtslandet ved man godt, at den slags kan ske,« siger Stanis Elsborg.
Han mener ikke, at fænomenet skal opfattes som et problem for sportsverdenen.
Det tegner mere et billede af, at en lang række atleter kommer fra lande præget af krig, vold og ødelæggelse.
Denne slags sager lader ikke til at bekymre myndighederne og Det Internationale Håndboldforbund (IHF) i særlig høj grad.
Man regner nemlig ikke med, at der ligger forbrydelser bag de forsvundne spillere, selvom man selvsagt undersøger det til bunds.
»Det blev opdaget tirsdag, og vi har informeret politiet, ligesom vi gjorde i tilfældet med de fire fra Cameroun. Det er ikke så meget andet, vi kan gøre,« sagde Jaume Fort, direktør for VMs organisationskomité, til TV 2 Sport tidligere på ugen i forbindelse med Bapiris forsvinden.
Men hvorfor sker den slags til turneringer som håndbold-VM og OL, men ikke til VM i fodbold?
»Langt de fleste spillere, der når til VM i fodbold, tjener ganske okay med penge og har nok i det. De her håndboldspillere vender nok ikke tilbage til store, lukrative lønninger ved at spille håndbold i Cameroun. I fodbolden spiller mange afrikanske fodboldspillere i store ligaer, hvor de tjener godt med penge i europæisk fodbold,« forklarer Stanis Elsborg.
Han mener også, at der er andre grunde til, at man ikke ser den slags ved store fodboldturneringer.
»Mængden af lande ved store slutrunder som OL er også større end ved VM i fodbold. Der er mange lande, hvor deltagerne ikke er fuldtidsprofessionelle. Ved VM i fodbold er konkurrenceniveauet væsentligt højere. Alene det at kvalificere sig kræver højt niveau,« mener han.
