Han var i store smerter. Det var tydeligt.

Og det betød også, at Lasse Svan til sidst måtte forlade banen torsdag aften, da Flensburg-Handewitt mødte Ludwigshafen.

Allerede efter 17 minutter røg den danske VM-stjerne i gulvet, hvor han vred sig i smerte, og efterfølgende gik han og tog sig til skulderen. Han vendte dog tilbage på banen, men med tre minutter igen, var den gal endnu engang.

Her røg 36-årige Lasse Svan en tur i barrieren, slog den samme skulder, og denne gang gik den ikke længere.

Lasse Svan blev sammen med resten af landsholdet hyldet på Rådhuspladsen efter VM-triumfen.
Lasse Svan blev sammen med resten af landsholdet hyldet på Rådhuspladsen efter VM-triumfen. Søren Bidstrup

Den danske håndboldstjerne måtte forlade banen i store smerter, og han gik direkte i omklædningsrummet med en bekymret mine i ansigtet, mens han støttede sig op ad holdlægen. Situationerne hvor det går galt for Lasse Svan kan ses i toppen af artiklen.

Flensburg-Handewitt har endnu ikke meldt noget ud om danskeren, men den danske landstræner Nikolaj Jacobsen sidder nok og krydser fingre for, det ikke er noget, der tager lang tid, for han skal som udgangspunkt bruge Svan lige efter jul - helt præcist om otte dage.

Mandag offentliggjorde landstræneren sin trup til det kommende EM, og her er Lasse Svan - der også var med til at vinde VM-guld i januar 2019 - iblandt dem, der skal kæmpe for en dansk medalje.

Herrelandsholdet møder ind til samling i København den 28. december, og i starten af januar skal de til Frankrig for at spille Golden League mod Norge og Frankrig.

Derefter rejser landsholdet tilbage til København, og efter få dage går turen til Sverige, hvor EM venter.

De første kampe bliver spillet 9. januar, men Danmark skal først i aktion den 11. januar, hvor Island er første modstander for VM-guldvinderne. Derudover møder de danske håndboldherrer Ungarn og Rusland i gruppespillet.

I forvejen er der et par profiler, Nikolaj Jacobsen må undvære i næste måned.

Casper U. Mortensen er ikke med, da han ikke har kunnet nå at blive klar ovenpå en grim knæskade, og heller ikke Henrik Toft Hansen er blandt de 19 navne i truppen, da han har døjet med en hjernerystelse.