Han kunne næsten ikke stoppe med at juble, da beskeden pludselig tikkede ind torsdag eftermiddag.

For den danske stjerne Jannick Green fik nemlig den besked, han havde ventet på i 10 dage.

»Det var én stor lykkerus. Jeg havde ikke lige regnet med det, for tallene havde ikke været så gode i dagene op til. Herefter skyndte jeg mig bare at ringe til dem fra holdet, så vi kunne finde den hurtigste løsning,« fortæller den 33-årige målmand til B.T.

Siden 3. januar har Magdeburg-spilleren været ramt af corona, som gjorde, at han måtte isoleres hjemme i Danmark, mens resten af EM-truppen satte kurs mod Ungarn.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men torsdag afleverede han så en negativ pcr-test, og han er i skrivende stund på vej til slutrunden for at tilslutte sig holdkammeraterne.

Vejen dertil har dog været både lang og ensom, for de sidste 10 dage har den danske stjerne siddet isoleret i et sommerhus, hvor frustrationerne flere gange har taget over.

»Det var forfærdeligt at være i. Den uvished. … den er ikke sjov,« fortæller Jannick Green og fortsætter:

»Jeg sad og var bange for, at jeg havde smittet holdet. Det var store frustrationer. ‘Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle jeg have det her?’ tænkte jeg.«

Undervejs hjalp landsholdskammeraterne dog med at få humøret tilbage hos den ramte dansker, mens familien også kiggede forbi sommerhuset – med afstand, selvfølgelig.

»De har været gode til at skrive. Og det var fedt med et par opmuntrende ord fra dem. Jeg følte mig i hvert fald ikke glemt og stadig som en del af holdet,« siger han.

Målvogteren havde blot symptomer i halvanden dag, hvorefter han fik at vide, at en spiller med en positiv test først måtte deltage ved EM efter 14 dage.

Den regel blev dog hurtigt lavet om. Nu lyder den, at spillerne skal være i isolation i fem dage og aflevere to negative pcr-test, før de kan blive en del af slutrunden.

Noget, som målvogteren nu endelig ser ud til at have opnået.

»Jeg glæder mig bare til at få en håndbold i hånden og mærke stemningen omkring en slutrunde. Det er noget helt specielt, og man kommer virkelig til at savne håndbold, når man er i isolation,« afslutter Jannick Green.

Dansk Håndbold Forbund oplyser, at den danske målvogter skal aflevere en negativ test i Ungarn, før han er spilleberettiget ved slutrunden.

Danmark møder lørdag aften Slovenien i den anden gruppekamp ved EM. Du kan som altid følge kampen live på bt.dk klokken 20.30.

Andre læser også