Der findes formentlig ikke mange, der er mere uheldige end Rasmus Lauge.

Den danske stjerne har flere gange været plaget af alvorlige skader, og bedst som han nu var på vej tilbage på landsholdet efter en knæskade, der holdt ham ude i 11 måneder, er han blevet ramt af nyt uheld.

I sidste uge måtte Lauge forlade banen med smerter i anklen, og det tvinger nu playmakeren til at melde fra til den kommende landsholdssamling, hvor han ellers skulle have været mødt ind mandag.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund på Facebook.

'Der findes næsten ikke ord. Ved en klubkamp i sidste uge måtte Rasmus Lauge forlade banen med smerter i anklen. Det betyder, at han desværre ikke møder ind til samlingen i dag sammen med resten af holdet. Vi håber, at Lauge hurtigt er tilbage på banen,' skriver de.

Det var i Champions League-kampen mellem Veszprém og Dinamo Bucuresti, at danskeren var uheldig på ny.

Den 30-årige bagspiller forsøgte at komme fri i et angreb, men noget gik ikke, som det skulle, da han skulle vende. Med ryggen til mål gik han i gulvet, hvor han lå og vred sig i tydelige smerter, mens han tog sig til anklen, og både holdkammerater og modspillere kunne med det samme se, at den var helt gal.

Lauge var ikke i stand til at gå fra banen selv, og han måtte bæres ud af tre andre.

Ifølge hans ungarske klub, Veszprém, ventes den danske playmaker at være ude i fire til fem uger.

Golden League-stævnet i norske Trondheim spilles i perioden 4.-7. november, hvor Danmark skal op mod Norge, Frankrig og Holland.

Det er herrelandsholdets første samling siden OL i Tokyo i sommer. Danmark rejste hjem fra Japan med sølvmedaljer efter et finalenederlag til Frankrig.