De er indtil videre gået fri, men nu gik den desværre ikke længere for den danske VM-lejr.

For nu er en af spillerne blevet testet positiv for coronavirus. Der er tale om Emil Jakobsen, oplyser DHF i en pressemeddelelse.

»Vi er selvfølgelig meget kede af det på Emils vegne. Vi har været godt forberedte på denne situation, og vi følger vores egen og IHF’s velbeskrevne og restriktive corona-protokoller, der betyder, at vi nu blandt andet testes igen i dag og i morgen,« siger sportschef Morten Henriksen.

Den positive test betyder, at 22-årige Emil Jakobsen, som også testede positiv tilbage i november, nu er i isolation. Det samme er Morten Olsen, da han deler værelse med Jakobsen under årets slutrunde.

Danmark spiller i aften første VM-kamp mod Bahrain, og mens Emil Jakobsen definitivt er ude, kan Morten Olsen stadig nå at blive en del af truppen, hvis han tester negativt senere i dag.

DHF oplyser, at resten af de danske spillere nu bliver testet inden kampen mod Bahrain, og hele den danske delegation bliver også testet i morgen.

Netop coronavirus har været det helt store samtaleemne inden årets slutrunde i Egypten. Flere lande har måttet trække sig fra turneringen på grund af smitteudbrud, og torsdag kunne IHF fortælle, at der var yderligere ni positive coronatilfælde.

Syv spillere - to fra Slovenien, en fra Brasilien og fire fra Kap Verde - er testet positive, og det samme er en journalist fra Portugal.

Emil Jakobsen under en træning med landsholdet.
Emil Jakobsen under en træning med landsholdet. Philip Davali

Desuden er en person fra USA testet positiv, men dette blev opdaget efter ankomsten til Egypten. Derudover er der fundet tilfælde blandt hotelpersonale, hvilket dog var inden VM-holdene ankom.

I den danske landsholdslejr har de bemærket, at der er rigtig mange mennesker på hotellet, de bor på, og at det er svært at vurdere, hvem der hører til hvor.

»Jeg skal være ærlig at sige, at der løber en masse mennesker rundt, som jeg ikke ved, hvilket tilhørsforhold de har til boblen,« har Nikolaj Jacobsen blandt andet sagt.

Situationen fik sent torsdag aften den norske TV3-ekspert Ole Erevik til at sige, han mener, den eneste rigtige løsning er at aflyse årets VM. Det kan du læse mere om her.