Det vælter lige nu frem med positive coronatests ved VM i Egypten.

Og det har fået IHF til at stramme reglerne yderligere. Det betyder, at der kommer nye testregler for Mikkel Hansen, Niklas Landin og alle de andre landsholdsstjerner, oplyser forbundet.

»Alle medlemmer af alle hold, alle dommere, officialt, deltagere til eventet og teknikere der er med til VM skal testes hver dag fra den 16. januar,« oplyser IHF, der skriver, at de ønsker et sikkert miljø for alle involverede.

Indtil nu har det været sådan, at alle på og omkring holdet skulle testes hver anden dag. Forbundet fortæller desuden, at der ikke bliver ændret på de PCR-tests, der er planlagt til fredag.

Fredag formiddag meddelte DHF, at Emil Jakobsen er blevet testet positiv. Torsdag aften kunne IHF oplyse, at der var fundet hele ni tilfælde af coronavirus blandt spillere og medier, og også dagene op til slutrunden har været med pandemien i fokus.

Brasilien og Kap Verde er ramt, mens USA og Tjekkiet valgte at trække sig, fordi de havde så mange positive tilfælde. Flere nationer har tidligere meldt ud, at de savner mere isolation på hotellerne, hvor de går rundt blandt andre lande, personale og medier.

Lige nu lyder det i reglerne, at alle landshold skal kunne stille med minimum 10 spilleren, én træner, og en læge eller fysioterapeut til hver kamp. Kan holdet ikke det, bliver det taberdømt 0-10.

Skulle det ske, at et hold ikke kan stille op til to kampe, bliver det smidt ud af turneringen, og alle kampene ender med nederlag på 0-10.