Ni positive coronatilfælde.

Det var, hvad IHF torsdag kunne fortælle, der var fundet i VM-boblen. Syv spillere - to fra Slovenien, en fra Brasilien og fire fra Kap Verde - er testet positive, og det samme er en journalist fra Portugal.

Desuden er en person fra USA testet positiv, men dette blev opdaget efter ankomsten til Egypten. Derudover er der fundet tilfælde blandt hotelpersonale, hvilket dog var inden VM-holdene ankom. Men spørger man den norske TV3-ekspert Ole Erevik, er han ikke i tvivl. VM bør aflyses.

'Dette er vel sidste søm i kisten for dette VM. Smitte blandt medier, spillere og ansatte på hotellet i Kairo. Sluk lyset og send folk hjem,' skriver han i et opslag på Twitter.

For det er i hans optik den eneste løsning, hvis ikke det skal gå helt galt med coronavirus til slutrunden i Egypten.

»Hvis meldingerne om, at der både er smitte blandt spillere, medier og de ansatte på hotellet, passer, kan jeg ikke se nogen anden udvej, end at det hele bliver lukket ned, og alle bliver sendt hjem så trygt som det kan lade sig gøre,« siger han til VG.

Han påpeger, at de nye tilfælde viser, at boblerne ikke er lukkede nok, og at de sidste dage har vist, at der er for mange positive tilfælde på trods af, at alle deltagende er blevet lovet, at der ikke var smitte.

Ole Erevik nævner selv eksempler på, hvordan boblen er alt for åben. Han har delt elevator med Hvideruslands hold, er gået igennem en spisesal på hotellet hvor mange spillere sad, og generelt er de deltagende til VM i nærkontakt med mange på hotellet.

Nikolaj Jacobsens mandskab skal i aktion fredag aften mod Bahrain.
Nikolaj Jacobsens mandskab skal i aktion fredag aften mod Bahrain. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Også den danske lejr har klaget over forholdene på Hotel Marriott i Cairo.

»Jeg skal være ærlig at sige, at der løber en masse mennesker rundt, som jeg ikke ved, hvilket tilhørsforhold de har til boblen,« sagde landstræner Nikolaj Jacobsen blandt andet torsdag på et pressemøde.

At det vrimler med mennesker overalt kunne den danske TV 2-vært Morten Ankerdal også bekræfte. Han fortalte torsdag til B.T., at han også har været tæt på flere spillere, fordi der er passager på hotellet, han skal bruge for at komme rundt - passager, som de også bruger. Og så er det store problem håndboldhallen.

»Der var et virvar af mennesker, og der løb børn og legede med håndbolde dér, hvor der skal være mixed-zone. Der kom alle mulige mennesker ind og ud, og der var så mange, at de ikke alle kan have været pcr-testet. Og så er der risiko for, at der kan blive bragt corona ind i boblerne. Det synes jeg var bekymrende,« sagde Morten Ankerdal blandt andet.

IHF kunne torsdag oplyse, at de har sendt de første personer hjem fra VM for ikke at have overholdt corona-protokollerne.