To år mere.
Den danske landsholdsspiller Jannick Green bliver, hvor han er.
Målmanden har forlænget sin kontrakt med sin nuværende klub med yderligere to år, så den nu løber til 2022.
»Havde håbet at kunne fejre kontraktforlængelsen med en sejr, men sådan skulle det desværre ikke være. Ikke desto mindre er jeg meget glad og stolt over at fortsætte i Magdeburg til 2022,« skriver han på Instagram efter søndagens nederlag til Füchse Berlin:
Målmanden er med på det danske landshold, der i januar skal spille VM på hjemmebane.
Jannick Green har vogtet målet i sin tyske klub siden 2014, og han kunne ikke forestille sig at spille andre steder.
»I Bundesligaen er der ikke andre alternativer for mig end Magdeburg. Min familie og jeg er meget glade for at bo her i Magdeburg. Alle går her op i en højere enhed - jeg spiller i en topklub i en håndboldglad by,« siger den 30-årige danske håndboldspiller til klubbens hjemmeside.
Her udtrykker træner Bennet Wiegert stor begejstring for kontrakforlængelsen.
»Jannick hører til topmålmændene i Bundesligaen og er en meget vigtig spiller for vores hold,« siger han:
»Det er meget glædeligt, at vi kan holde en spiller med Jannick Greens kvaliteter i klubben.«
Magdeburg har desuden forlænget kontrakterne med Christian O’Sullivan og Piotr Chrapkowski
Også de danske spillere Mads Christiansen og Michael Damagard spiller i Magdeburg.