De danske håndboldherrers drøm om at stå med VM-guldet om halsen sidst i januar led et alvorligt knæk fredag.
For landsholdet må nemlig undvære GOG's Niklas Kirkeløkke, der var tiltænkt en rolle som førstevalg på højrebacken.
Den hårdtskydende bagspiller har revet sit bagerste korsbånd over og er nu ude det næste halve års tid.
Og den pludselige skade har efterladt landstræner Nikolaj Jacbsen chokeret.

»Det er et kæmpe slag for os ikke at have Niklas med, fordi han var tiltænkt en stor rolle. Det var da et chok at få, for det var jo ikke det, vi havde hørt i første omgang, så det er selvfølgelig rigtig ærgerligt,« siger landstræneren til TV2's hjemmeside og fortsætter:
»Så lige nu skal chokket og følelsen af også at være lidt ked af det lægge sig– ikke mindst på Niklas’ vegne – men selvfølgelig også på egne vegne, i og med at vi jo rigtig gerne ville have haft Niklas med.«
I stedet for Niklas Kirkeløkke, der til sommer skifter til den tyske storklub Rhein-Neckar Löwen, er Martin Larsen fra fransk Nantes udtaget.
VM spilles i Danmark og Tyskland til januar. Det danske landshold lægger ud mod Chile i Royal Arena i København den 10. januar.