Nogle lemmer er bare vigtigere end andre, når man spiller håndbold.

Og derfor var landsholds- og GOG-spilleren Morten Olsen da også noget chokeret, da læger mere end bare overvejede at amputere det yderste led af hans lillefinger, da han blev ramt af et voldsomt uheld under styrketræning i denne uge.

»Fingeren var knækket helt over og hang ligesom kun i huden, så de mente, at det mest normale ville være at skære den af. Jeg fik heldigvis overtalt dem til at gøre et forsøg med at redde den,« siger Morten Olsen til TV 2 Sport og slår fast.

»Det var lidt et chok at se sin finger på den måde.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Morten Olsen vendte i år tilbage til GOG og er lynhurtigt blevet en vigtig spiller for fynboerne. Derfor er det også en stor nedtur, at han ikke forventes at ramme håndboldbanen igen i år. Det er ikke bare et problem for GOG, men også for landsholdet.

For i januar er der VM-slutrunde i Egypten, og selv om Morten Olsens EM-slutrunde i starten af 2020 sluttede på dramatisk vis, er han stadig i spil til Nikolaj Jacobsens landshold.

Han spillede ikke mange minutter, da Danmark blev banket hurtigt ud af EM, og efterfølgende var han så sur, at han sendte en stikpille af sted mod landstræneren.

Den er dog blevet slugt, og Morten Olsen og Nikolaj Jacobsen har fået talt ud. Men nu har Morten Olsen et større problem med sin finger, der skal hele, inden VM-slutrunden går i gang i januar.