De forsvarende danske verdensmestre får en nogenlunde overkommelig vej til kvartfinalerne ved næste års VM i Egypten.

Mikkel Hansen og holdkammeraterne havnede i gruppe D sammen med Argentina, Bahrain og DRCongo.

Det blev resultatet af lørdagens lodtrækning ved Giza-pyramiderne i Kairo.

Skulle Danmark sikre sig en af de tre pladser til hovedrunden, bliver danskerne parret med gruppe C bestående af Kroatien, Qatar, Japan og Angola.

Fra hovedrunden går to hold videre til kvartfinalerne.

- Jeg har respekt for alle holdene.

- Jeg synes dog ikke, at vi har været uheldige. Det skal jeg ikke lægge skjul på, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til TV2 Sport.

- Der er ingen tvivl om, at vi står med gode chancer for at komme i kvartfinalen, hvis vi kan ramme et fornuftigt niveau, lyder vurderingen.

Det danske landshold var placeret i det øverste af fire seedningslag.

Med de seneste par årtiers mest vindende mandskab fra Frankrig i tredje lag var der risiko for at havne i en hård pulje. Det undgik Danmark - i stedet får Norge fornøjelsen af franskmændene.

Fra tredje lag trak danskerne i stedet en overkommelig modstander i form af Bahrain, mens DRCongo blev modstanderen fra fjerde lag.

Danmark har to gange tidligere mødt Bahrain og vundet begge gange. DRCongo har man aldrig mødt.

Fra andet lag kom Argentina op af bowlen. Sydamerikanerne drillede Danmark ved VM i 2015, da de to hold spillede uafgjort.

I alt 32 hold blev fordelt i otte grupper af fire hold ved lørdagens lodtrækning. Blot et enkelt hold elimineres fra det indledende gruppespil, og de tre øvrige går videre til hovedrunden.

I hovedrunden bliver de tilbageværende 24 hold inddelt i fire grupper af seks hold.

VM i Egypten spilles fra 13. til 31. januar 2021.

/ritzau/

Du kan genopleve lørdagens lodtrækning i LIVE-bloggen herunder: