Claus Møller Jakobsen vidste det godt. Noget var ikke, som det skulle være.
Det havde været under opsejling i noget tid. Han var slukket indeni. Kunne ingenting mærke.
Den tidligere landsholdsstjerne havde – helt ubevidst – taget et lidt forsinket hovedspring ned i det sorte hul, som topatleter risikerer at ramme, når de indstiller karrieren.
I flere år havde han forsøgt at undgå at se virkeligheden i øjnene. Men for godt et halvt år siden kom hustruen, Andrea Elisabeth Rudolph, så med det spark bagi, som var nødvendigt for at forstå alvoren.
»Hun sagde på den mest kærlige facon, hun kunne, at 'hey, vi skal have kigget på det her. Den fandenivoldske og målrettede mand med ild i øjnene, som jeg lærte at kende – han er lidt forsvundet for mig. Jeg kan ikke rigtig se ham mere'. Og helt ærligt – det kunne jeg jo heller ikke selv,« siger Claus Møller Jakobsen og fortsætter:
»Jeg stod midt i en stor krise – en identitetskrise. Men jeg havde løjet for mig selv og forsøgt at fortrænge det.«
»Andrea har været meget tålmodig og meget kærlig i den her proces. Men omvendt kunne vi heller ikke leve med – hverken hende eller jeg – at det fortsatte sådan i tre år mere. Så jeg er sindssygt glad for, at hun gav mig det skub, jeg skulle bruge for at indse det.«
På overfladen så det hele ellers godt ud for den tidligere håndboldstjerne.
Claus Møller Jakobsen havde haft en imponerende karriere med masser af landskampe og store titler. Han havde taget det direkte spring fra håndboldbanen og over i TV 2's studie, hvor han på rekordtid var blevet en anerkendt og respekteret ekspert.
Og privat var han gift med den succesrige iværksætter og tidligere tv-vært Andrea Elisabeth Rudolph.
Men ét er overflade – noget andet er virkeligheden.
»Udefra har det sikkert set fint ud. Vi har lignet en familie med godt gang i den. Men jeg havde ikke gang i den. Jeg var ikke glad og manglede noget i mit liv. Jeg havde selvfølgelig jobbet på TV 2, men det er kun fire-seks kampe på en måned. Og så en slutrunde i januar. Jeg elsker det arbejde, det er utroligt sjovt, men det er jo forsvindende få arbejdsdage på et år.«
»Så oftest stod jeg jo op om morgenen og skulle finde på noget at gøre mig nyttig med. Det er jo ikke en fed måde at skulle bruge en dag på – 'at gøre sig nyttig'. Jeg kunne fortælle Andrea, når hun kom hjem fra arbejde, at jeg havde altså skiftet to pærer nede i kælderen i dag, og jeg havde lavet morgenmad til børnene og kørt dem i børnehave – og hentet dem igen. Og jeg havde også handlet og betalt regninger…«
»Altså alle de ting, som alle andre mennesker også når, selv om de har fuldtidsarbejde. Det kunne sagtens være en hel dag for mig. I flere år. Det duer jo ikke. Men jeg sagde til mig selv, at det gik fint, og jeg havde nok at se til. Men jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke rigtig oplevede noget, som gav mig ting at bidrage med til samtalen ved aftensmaden.«
Claus Møller Jakobsen stoppede sin aktive karriere i 2014, men det er først nu, han er klar til at fortælle sin historie.
Det har taget ham flere år at erkende, at han havde et problem.
De første par år kunne han relativt let bilde sig selv ind, at overgangen til et mere almindeligt liv var gået fint. Eftervirkningerne af en skilsmisse og et job som netværksadministrator tog henholdsvis en del fokus og tid.
Men tomheden kom snigende og plantede sig i hans krop.
Et intensivt kursus i 'Det autentiske lederskab', hvor man skræller lagene af sig selv, gjorde ham klogere på nogle af de problemer, han stod med.
Herefter kom så hustruens wakeupcall, der blev efterfulgt af tvungen selvindsigt under corona-pausen – det vender vi tilbage til – og det fik ham til at indse, at der skulle ændres noget.
Alt sammen har været medvirkende til, at han i dag er på vej op af hullet og nu sidder på en cafe på Frederiksberg og sætter ord på det, han selv kalder 'en smertefuld krise'.
Ord, som i øvrigt står i skærende kontrast til 43-årige Claus Møller Jakobsens kropssprog.
Den tidligere landsholdsstjerne fortæller sin historie med en stoisk ro. Det er svært at forestille sig, at manden, der er født og opvokset i Ringkøbing, har været så meget ude af balance.
Mere end noget andet virker han som personificeringen af en vestjysk klippe.
Men en klippe kan også slå revner. Og det var det, der stille og roligt skete med Claus Møller Jakobsen efter karrierestoppet.
»Min livsdrøm var udlevet. Forestil dig, at du hele dit liv har brændt for én ting – og så pludselig er det bare slut. I en alder af 38 år. Håndbold havde været mit fokus, siden jeg var 15 år. Så stod jeg pludselig der i midten af tilværelsen og anede ikke, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv på.«
»Det er jo en identitetskrise, man rammer i sådan en situation. Det har været sindssygt svært for mig ikke at lægge min identitet i håndbold. Den dag i dag forbinder folk mig stadig med håndbold. Når jeg kommer ind et sted, siger folk 'Hey, du er ham håndboldspilleren'. NEJ! Det er jeg ikke. Jeg er ikke håndboldspiller længere. Det har jeg ikke været i seks år. 'Nå, okay – hvad er du så?' Ja, det kan jeg jo så ikke rigtig svare på.«
»På tv bliver jeg jo også præsenteret som 'tidligere håndboldspiller', når jeg står og kloger mig. Men der er sgu da ingen, der gider være 'tidligere' et eller andet. Vi kender alle sammen den type, der hele tiden fortæller historier fra for 20 år siden, Det skal bare ikke være mig.«
Og når man bliver fastholdt i sin fortid uden at have gjort sig nævneværdige tanker om nutid og fremtid, så kan det være svært at omstille sig til et 'almindeligt' liv.
Læg dertil, at nogle af de privilegier, der følger med at være elitesportsmand, landsholdsspiller og kendt ansigt, pludselig forsvinder.
Det er ikke en konstruktiv cocktail.
»Den der håndboldverden gør sgu en lidt skør. Telefonen ringer hele tiden – så privilegeret har jeg i hvert fald været. Så ringer de fra Altea og vil gerne have mig. Derefter fra Ciudad Real. De har også ringet fra Barcelona et par gange, hvor jeg har haft noget, der var mere spændende. Det er sgu da privilegeret at kunne sige nej tak til Barcelona.«
»Man bliver virkelig forvænt med, at ting bare dumper ned i ens turban. Når jeg kigger tilbage nu, så havde jeg arbejdet stenhårdt for at komme dertil, men så fik jeg også alt foræret. Men pludselig stopper det bare fra den ene dag til den anden. Så får du intet foræret længere. Du skal derimod til selv at rykke på ting og være opsøgende. Det er der mange atleter, der har svært ved og er lidt for stolte til. 'Jeg har spillet Champions League-finale. Skal jeg nu til at ringe og følge op selv?'«
Og den slags kan sagtens gå ind og pille ved ens selvværd, erkender Claus Møller Jakobsen.
»Jeg har altid haft sådan en grundlæggende idé om, at det, jeg gør, er godt nok. Jeg har altid fået at vide hjemmefra, at hvis jeg gør mig umage og gør det bedste, jeg kan, så er det godt nok, og så er kærligheden kommet strømmende. Derfor har jeg altid haft sådan et relativt stabilt selvværd. Men det blev pludselig svært for mig at opretholde det selvværd, fordi jeg var gået i stå i mit liv.«
»Så pludselig havde jeg ikke andet, end at 'jeg var sgu en okay mand'. Det kunne jeg sige til mig selv. Jeg synes, jeg var en 'okay kæreste' og en 'god far'. Men det er jo ikke rigtigt nok. Du bliver også nødt til at have noget at stå op til om morgenen og have noget at brænde for og gå op i. At udvikle dig og blive dygtigere. Det er det, jeg har lært allermest af den her krise: Når man står op om morgenen, skal det give mening, det man foretager sig.«
Og nu giver det hele mere mening for Claus Møller Jacobsen.
Her vender vi tilbage til corona-nedlukningen, som kom i kølvandet på Andrea Elisabeth Rudolphs kærlige opsang og tvang ham til at sætte sig ned og finde ud af, hvordan han fik noget glæde og gnist tilbage i sin tilværelse.
Hvis hans liv efter karrieren havde været et filmmanuskript, var han nu nået til 'point of no return'.
»Det gav et totalt afbræk, hvor jeg ikke havde jobbet på TV 2 at holde op foran mig som et skjold, og det var på en måde en gave. Nu var der virkelig slet ingenting at tage sig til. Så jeg havde masser af tid til refleksion, og jeg indså, der var nogle ting i mit liv, som ikke gav mening mere.«
»Det gav bare ikke mening at være sådan en, der skulle klare en 'to do'-liste derhjemme hver dag. Og der var ingen undskyldning for, at det var blevet sådan. Da det ligesom ramte mig, og jeg kunne se det klart og tydeligt, så var det noget af et chok. Det gav mig en mavepuster, som gjorde skide ondt, men som også var nødvendig for at komme videre,« siger han og tilføjer:
»Men det var også på tide. Det burde være sket for flere år siden, og det er sgu smertefuldt at indse, at man godt kunne have brugt i hvert fald de sidste tre år af sit liv på en meget bedre måde.«
Paradoksalt nok endte refleksionen over hans egen situation med at blive fundamentet for de projekter, Claus Møller Jakobsen nu har sat i gang.
Han endte nemlig – blandt andet – med at bruge corona-pausen på skrive et foredrag om de erfaringer, han har gjort sig efter karrieren.
»Jeg har fundet ud af, at den her slags krise – 'er jeg god nok?', 'hvordan passer jeg nu ind?' – også er noget, der rammer folk, som skifter arbejde. Og mennesker, som går på pension efter et langt arbejdsliv. Så jeg håber, det er relevant for mange. Da jeg her for nylig skulle holde mit første foredrag, var det i hvert fald første gang i lang tid, jeg havde sommerfugle i maven. Hvor jeg virkelig kunne mærke noget. Og det var sgu fedt.«
Samtidig har Claus Møller Jakobsen lavet et netværk af både pensionsmodne og tidligere atleter.
For springet fra topidræt til det civile liv er forbundet med så store udfordringer, at der bør være et organiseret hjælpeprogram, mener han.
»Jeg har ikke hørt om én, som bare er gået glat over i et 'almindeligt' liv efter en professionel karriere som atlet. Hvor de ikke har haft en eller anden form for krise – nogen større end andre.«
»Man er nødt til at uddanne folk til at stoppe. Ligesom man lærer folk, hvordan man skal leve som professionel. Det mangler virkelig. Det er jeg selv et levende bevis på,« siger Claus Møller Jakobsen.
