Danmarks herrelandshold i fodbold vil knæle før lørdagens kamp mod Belgien.

Det oplyser DBU i et opslag på landsholdets Instagram-profil.

»Spillerne fra Danmark og Belgien har besluttet at knæle forud for kampen i aften for at markere kampen mod racisme og diskrimination,« står der i opslaget.

Tidligere lørdag kom det frem, at Belgien havde besluttet at knæle før aftenens kamp.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det fortalte holdets pressechef, Stefan van Looc, til TV 2 Sport.

»Ja, det vil de,« lød det korte svar fra pressechefen til det danske medie.

Siden fredag har det været uvist, hvorvidt det danske landshold ville knæle før lørdagens kamp. Det fortalte landsholdets målmand Kasper Schmeichel på et pressemøde.

»Vi er ikke sikre endnu. Vi fik en forespørgsel fra de engelske spillere om at gøre det, og som trup og nation er vi imod alle former for diskrimination, og vi er glade for at kunne hjælpe og være en del af hvad end, vi kan gøre,« lød det fredag.

Kasper Schmeichel under en landsholdstræning.
Kasper Schmeichel under en landsholdstræning. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men nu er det altså slået fast, at Eriksen og co. også kommer til at gøre inden lørdagens Nations League-kamp.

Det var allerede slået fast, at det ligeledes kommer til at ske tirsdag aften, når det engelske landshold besøger Parken. Det sker for at gøre opmærksom på og opponere mod politivolden mod sorte i USA.

Markeringen med det ene knæ i jorden viser opbakning til Black Lives Matter-kampagnen, der sætter fokus på sortes rettigheder.

Nogle mener, at det er politisk, men sådan skal det ikke forstås på landsholdet.

»Vi ser det som et humanitært problem. Vi er imod al diskrimination. Vi tolerer det ikke, og vi accepterer det ikke. Debatten er måske mere politisk motiveret. For os har det ikke noget med politik at gøre. Det handler om humanitære udfordringer,« siger Kasper Schmeichel.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DBU.