Det slovenske landshold er rejst hjem fra VM i Kairo med sure miner og formentlig også en masse sure maver.

Hele 12 spillere fik forud for lørdagens kamp mod Egypten nemlig madforgiftning, og det mener den slovenske lejr ikke er helt tilfældigt. Derfor sendte de tidligere på dagen også en advarsel til deres danske kollegaer.

Men den advarsel får ikke ligefrem Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen, til at finde de vilde panderynker frem.

»Jeg synes umiddelbart, at det er nogle hårde anklager. Jeg kender ikke situationen fra dem selv, men jeg ved, at Slovenien også har fået leveret pizza udefra og ind i boblen, og så kan det jo lige så godt være det. Og jeg har også nogle meldinger om, at deres tilgang til buffeten er lidt anderledes end vores.«

Sportschef i DHF Morten Henriksen.
Sportschef i DHF Morten Henriksen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi prøver at tage alle de forholdsregler, vi kan, med ikke at spise ubehandlede grøntsager og frugter, og på den måde regner jeg med, at hotellet har fuldstændig styr over de ting, de skal have styr på. Det virker til at være nogle flinke mennesker, der gør det bedste, de kan,« siger Morten Henriksen til B.T.

Den slovenske direktør for herrelandsholdet, Uros Mohoric, kaldte tidligere mandag madforgiftningen for 'meget underlig' og 'ikke tilfældig', da B.T. var i kontakt med ham.

I den forbindelse sendte han også en hilsen til Mikkel Hansen og co., der onsdag aften møder netop Egypten i VM-kvartfinalen.

»Jeg vil foreslå, at Danmark sørger for at gøre ordentlig rent på hotellet i de kommende dage før deres kamp,« sagde han blandt andet.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Men det har altså ikke givet anledning til nogen former for bekymringer i den danske lejr, forsikrer Morten Henriksen.

»Nej, men der har været bekymringer omkring mad og hygiejne hernede generelt. Vi ved, at der her florerer nogle andre bakterier, end der gør i Danmark, og det ved alle, der har rejst lidt i Egypten, også. Derfor har vi taget vores forholdsregler, og det holder vi fast i, ligesom alle mulige andre i en eller anden grad også gør. Og det var vi faktisk også forberedt på inden,« siger han og tilføjer:

»Det er svært at gøre en masse ved det, men teorierne om, at nogen skulle have gjort noget bevidst, det hverken tror eller håber jeg på, er rigtigt.«

Danmarks opgør mod Kroatien er i fuld gang. Du kan følge opgøret LIGE HER.