»Det er ikke uden grund, jeg siger, landsholdet skal være et godt sted at være. Det var bestemt ikke altid et godt sted at være for mig.«

Christina Roslyng tænker tilbage på dengang, hun selv trak den rød-hvide landsholdsbluse over hovedet.

Vi skruer tiden tilbage om lidt, for lige nu er hun isoleret på Hotel Scandic i centrum af Herning sammen med landsholdstruppen, og arbejdet med dem spiller en uhyre vigtig nøglerolle ved årets EM.

For Christina Roslyng, der har 129 landskampe på sit cv og i dag er holdleder for Jesper Jensens mandskab, er nøgleordene tillid og relationer. Ikke blot i forhold til spillerne, men også til ledergruppen – og på tværs af de to ting. Der skal være et fast anker, de kan komme tilbage til.

Og så er hendes klare mantra, at landsholdet skal være et godt sted at være, uanset hvem du er, og hvor mange kampe der er spillet i landsholdstrøjen.

For hun tror på, at fuld tillid gør, at spillerne præsterer bedre. Det er vigtigt, at spillerne kan være sårbare og give udtryk for det, fordi det kan være hårdt og svært at bære på det selv.

»Derfor er det super vigtigt at have nogen omkring sig, man har fuld tillid til, hvor man kan komme af med tingene eller få sparring. Mange gange er det ikke, fordi jeg har løsningen, men så taler vi om det, og tit har de selv løsningen til at håndtere det,« fortæller 42-årige Christina Roslyng, der taler med spillere og ledere 'om alt og ingenting'.

Og det er her, vi vender tilbage til, hvorfor landsholdet ikke altid var et rart sted for hende at være.

Christina Roslyng under EM i håndbold i 2002.
Christina Roslyng under EM i håndbold i 2002. Foto: Brian Rasmussen
Vis mere

Dengang hun sprintede op og ned ad gulvet med hænderne smurt ind i harpiks, var der ikke nogen, der havde den rolle, hun har i dag.

»Vi talte ikke om tingene og turde ikke vise sårbarhed. Man er jo i et elitemiljø, hvor man skal præstere, og det er ikke altid skide sjovt. Vi vil jo gerne opnå noget, der betyder noget for os. Så er der lige pludselig mange ting i spil,« siger Christina Roslyng, der blandt andet var med til at vinde guld ved OL i 2000, og fortsætter:

»Man kan blive bange for ikke at være god nok, man tvivler på sig selv, og hvis man går rundt med det alene og ikke har et sted at komme af med det, og rammerne overhovedet ikke er til, at man kan italesætte sådan nogle ting, kan det blive tungt at bære. I sidste ende kan det påvirke ens performance,« forklarer Roslyng, der bruger sine egne erfaringer, som hun kalder en klar fordel i sit arbejde med landsholdsstjernerne.

At hun har gjort en forskel, er der ingen tvivl om. Hun bliver ofte nævnt af Jesper Jensen som en af nøglerne til succes, og spillerne har også flere gange givet udtryk for deres begejstring over hende.

Christina Roslyng blev præsenteret som holdleder i slutningen af marts.
Christina Roslyng blev præsenteret som holdleder i slutningen af marts. Foto: Dansk Håndbold Forbund
Vis mere

Men egentlig lå det ikke helt i kortene, at Christina Roslyng skulle ende som holdleder for landsholdet.

»Jeg havde aldrig troet, jeg skulle tilbage i miljøet. Det havde jeg ikke forestillet mig eller planlagt. Nu kender jeg jo Jesper rigtig godt og har gjort det i mange år, så jeg er fuldstændig tryg ved ham. Det er også meget på grund af ham – hvis han peger på mig, ville jeg også rigtig gerne det her,« fortæller Christina Roslyng, der er gift med den tidligere landsholdsspiller Lars Christiansen, og det er ad den vej, hun kender den danske landstræner.

Hun blev præsenteret som holdleder i marts, og hver dag arbejder hun for et godt miljø. Hun siger det flere gange. Det er hendes vigtigste opgave – at der skal være rart at være. Hun observerer, holder øje med dynamikkerne og har også lidt en 'mor'-rolle ved at stå for meget af det praktiske, når det kommer til tøjvask, at have styr på dagsprogrammet og koordinere med køkkenet.

Og så arbejder hun på relationerne. Hvor hun ikke er bange for at trække på egne erfaringer og det faktum, at der, dengang hun selv spillede, bare ikke var fokus på at tale om følelser og sårbarhed.

Jesper Jensen og Christina Roslyng under kampen mellem Danmark og Slovenien.
Jesper Jensen og Christina Roslyng under kampen mellem Danmark og Slovenien. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Mange gange kan jeg jo sætte mig levende ind i de situationer, de står i. Jeg prøver at tænke lidt over, hvad jeg selv ville have tænkt, og hvordan jeg selv ville have oplevet det. Der er det en kæmpe fordel, jeg selv har prøvet det. Det er ikke svært at sætte mig i deres sted, og det er jo i alle mulige situationer,« forklarer Christina Roslyng.

Fokus er nemlig også på den mentale del. Den, der kan afgøre kampe. For spillerne er i fysisk god form, ligesom de taktisk og teknisk er godt med, understreger hun.

Nu er det så det sidste led, der er kommet stort fokus på. For Christina Roslyng kunne mærke, hvordan der i 00'erne begyndte at komme fokus på fysisk træning.

Turen er nu kommet til sportspsykologi, og det glæder hende, at der er begyndt at blive skruet på den knap, fordi det ifølge Roslyng kan optimere meget.

»Det er ikke, fordi jeg skal pege fingre ad noget, der skete, da jeg var med. Tiden var bare ikke til det. Det giver mig en fordel, for jeg kan godt huske, hvordan det var, og der skal vi i hvert fald ikke hen. Vi skal alt andet end det. Vi skal turde være sårbare over for hinanden, og vi skal turde være ærlige,« siger Christina Roslyng.