Den tidligere top-wrestler og hollywood-skuespiller Tommy 'Tiny' Lister er død. Han blev 62 år gammel.

Tommy Lister blev fundet af en ven – livløs i sin lejlighed i Marina Del Rey i Kalifornien. Han blev erklæret død, da ambulancefolkene kom frem.

Dødsårsagen er endnu ukendt – men hans manager, Cindy Cowan, fortæller til PEOPLE, at Lister op til hans død havde oplevet 'corona-symptomer' i en uges tid. Han nåede dog ikke at få taget en test.

»Han klagede meget over sin tilstand, men han var for svækket til at tage til lægen,« siger Cindy Cowan og tilføjer:

»Han var en mild kæmpe og et unikt menneske. Den mand har været som en bror for mig de seneste 20 år.«

Tommy Lister var i slut-80'erne bedst kendt som 'Z-gangsta' – én af Hulk Hogans ærkefjender i wrestling-universet, WWE.

Men han har også en flot Hollywood-karriere bag sig. Blandt andet havde han en rolle i Batman-blockbusteren 'The Dark Knight'.

Han har også spillet over for Eddie Murphy i 'Frækkere end politiet tillader 2'.