Et liv var pludseligt forbi.
I hvert fald det, Christina Roslyng kendte til. Hun skulle starte fra nul, da hendes karriere som håndboldspiller stoppede.
»Der gik ikke lang tid, før jeg kunne mærke, det ikke var nemt. Jeg har altid været meget interesseret i sport, været aktiv. Hele det liv, der var min hobby, der blev mit professionelle job, manglede. Det var svært …«, siger Christina Roslyng, der blev kastet ud i en identitetskrise.
Hun ofrede sig, trak sig fra rampelyset, efter hun i juni 2007 stoppede sin karriere og har både ærgret sig og fundet noget meningsfuldt.
Da håndboldskoene røg på hylden, var det med blandede følelser. Først var hun egentlig motiveret.
Et spændende job ventede, og hun havde sammen med sin mand, Lars Christiansen, lige fået sønnen Frederik.
Der ventede et nyt og vildt kapitel, og selvom Christina Roslyng egentlig ikke er typen, der ser sig tilbage, var det alligevel svært at vinke farvel til den verden, hun nærmest altid havde været en del af.
En slags pension for første gang. Farvel til et kapitel og det at være ‘håndboldspilleren Christina Roslyng’, der var vant til et eliteliv, medier og en klar plan hver dag. Der ventede en mental omstilling, og hele hendes selvopfattelse skulle redefineres.
»Pludselig slutter det bare. Det er bare stop. Så skulle jeg finde ud af: ‘Hvem er jeg så, når jeg ikke er håndboldspiller mere?’. Jeg brugte nok de første ti år, det lyder vildt, når jeg siger det, på at finde min vej og finde ud af, at jeg er alt muligt andet end det, og det kan jeg faktisk godt hvile i. Jeg prøvede mange forskellige ting af. Den dag i dag tror jeg stadig, at det kick, det gav mig at spille, at spille nogle af de kampe hvor det hele går op i en højere enhed, det kick har jeg ikke mødt endnu siden. Det er tidligt at mærke det dopamin i en sindssyg grad som 20-22-årig. Det er svært at finde et andet sted,« siger Christina Roslyng, der nåede 129 landskampe.
Hun var 29 år, da karrieren sluttede og havde brug for at komme ‘helt væk’.
»Jeg trak mig fra alt, der hed offentlighed. Jeg havde brug for at være neutral på en eller anden måde. Nu var jeg jo ikke håndboldspiller mere, så jeg havde egentlig også bare brug for ikke at blive konfronteret med det og bruge tid på at finde mig selv,« siger den tidligere OL-guldvinder.
Christina Roslyng prøvede forskellige ting af. En idrætsefterskole, hvor hun de første seks år var på en rejse indeni. Kun forældrene vidste, hun havde spillet håndbold.
I hverdagen og osteklokken var de unge ligeglade. En ‘kæmpe befrielse’, forklarer hun om pausen, hvor hun havde brug for at trække sig fra det at være et kendt ansigt.
Dels fordi hun havde brug for ro, men det kørte også rundt i hovedet.
»Da jeg stopper på landsholdet, var jeg fuldstændig mentalt opslidt. Det havde været nogle sindssygt hårde år og et af mine incitamenter for mit arbejde i dag på landsholdet var, jeg oplevede det modsatte i min tid der. Der var ingen, der tog sig af sådan en som mig, der måske havde brug for tillid og tryghed. Det fandtes ikke på samme måde dengang. Det var derfor, jeg tænkte, hvis jeg skal være en del af det her, skal det være et godt sted at være for alle. Jeg var mæt,« siger Roslyng, der i dag er Team Manager på det danske landshold.
»Jeg havde brug for at trække mig fra hele den verden. Det var også svært for mig. Det gav mig jo en identitetskrise: ‘Hvem fanden er jeg nu? Hvad kan jeg nu?’ Folk bliver ved at kalde mig ‘håndboldspilleren’, selv den dag i dag. Det er jeg jo ikke mere. Det var jeg engang, og det er en stor del af mit liv. Det har givet mig sindssygt meget. Det er den bedste uddannelse, jeg har fået – at være en del af sådan et elitemiljø med alt, hvad det indeholder. Det har været med til at definere mig til det, jeg er i dag. Men det var et rod inden i mig,« siger Roslyng, der ikke havde planlagt sit stop ned i detaljer.
Efter en skade aftalte hun og manden at forsøge at blive forældre.
Hun blev gravid og med den sammensætning de havde dengang – med ham som spiller i Flensburg og hende som stjerne i Viborg, gav det mening, at hun stoppede, for at enderne kunne mødes.
»Jeg ville i mange år efter gerne have spillet. Jeg har mange gange tænkt på, jeg kunne spille ti år mere. Jeg er gift med Lars, og han spillede i Flensburg. Jeg hørte meget til i Viborg, vi havde en lille søn. Rent praktisk passede det bare ikke rigtig. Der gav det lidt sig selv. Det er nok også typisk mig, jeg er villig til at ofre mig selv til fordel for holdet eller til fordel for familien. Det gjorde jeg også i det tilfælde, det kan jeg godt se den dag i dag. Det er der også kommet meget godt ud af. Jeg er super glad for, jeg har haft al den tid med specielt vores ældste søn, men rent håndboldmæssigt tænker jeg tit over, jeg kunne have spillet mange år endnu, og der stadig er noget uforløst i mig.«
Jobbet på landsholdet giver dog meget mening for hende. Noget, hun lægger meget vægt på, når hun taler om at skulle finde sin vej – det skal være meningsfyldt. Og det er hendes nuværende job i ledergruppen på det danske landshold.
Et job hun elsker, kalder ‘sindssygt spændende’, og hun nyder at kunne være med til at sætte rammerne for, hvordan de har det på holdet. Nyder, når hun lige kan få lov at snuse til den sport, hun elsker så højt.
Men hun ved ikke, om hun nogensinde finder og mærker det helt særlige kick igen.
»Det var så fantastisk en tid. Jeg håber det. Det er momentvis, jeg oplever det. Det er nok ligesom lykken. Man kan grundlæggende være lykkelig, men det der momentvise, der opstår med den totale lykke, … jeg ved det ikke. Jeg håber det,« siger hun.
Det er det, hun stræber efter, og hun går efter sine mål i jagten på det, der giver mening,
»Det kan jeg også mærke. Når tingene ikke giver mening, mister jeg interessen, så skal jeg noget andet. Der er jeg risikovillig. Det er jeg glad for, at jeg tør kaste mig selv ud i noget engang imellem. Det føles ikke altid helt rart, men jeg ved, det er godt for mig i den lange ende,« siger Christina Roslyng.
