I en lidt stemningsforladt ungarsk hal indledte Danmark EM-guldjagten med en sikker 30-21-sejr over Montenegro.

Men ikke alt var lutter lagkage i premieren. Rasmus Lauge fik et meget hakkende comeback - og angrebsspillet savnede i store perioder snert og tempo.

Mikkel Hansen blev topscorer med 10 mål.

Herunder kan du se, hvordan B.T. vurderer de danske spillere.

I en lidt lad første halvleg skal Danmark igen takke Store-Landin for, at spændingen hurtigt blev kvalt. Han gjorde til tider modstandernes skytter til montene-grin (aheeem). Det koncentrationsniveau, anføreren lagde for dagen, giver allerede nu klare løfter om endnu en stor dansk januar.

Uden for bedømmelse.

Det ligner allerede en fast EM-aftale, at Emil Jakobsen får den halvleg, hvor Mikkel Hansen kan nå at lade sig skifte ud i forsvaret. Og så er det bare med at få det optimale ud af hvert sekund. Det gjorde Smørhåret fra Kerteminde torsdag aften - scorede på sine to forsøg og trak et straffekast. Det er sgu go'kendt.

Vi har efterhånden set det mange gange før. Forsvarsvikingen skal lige bruge et par kampe på at få fart i futterne og få aftalerne med Saugstrup finpudset. Der var lidt hoftestivhed til tider, og timingen sad ikke i skabet - men han skal nok være der, når det for alvor går løs i Ungarn.

Henrik Toft må nok se Saugstrup rende med hovedparten af spilletiden. Men lillebror Tofts rutine bliver et af Nikolaj Jacobsens vigtige guldredskaber. Det er en kunst i sig selv at kunne komme ind i kortere perioder og levere sit ypperste - det kan Toft. Og det gjorde han også i aftes.

Fødder som en stepdanser og et aftræk som Lucky Luke. Det er det, der gør Jakob Holm til en forsvarsspillers mareridt og til Nikolaj Jacobsens super plan b, når a-kæden er løbet tør for idéer. I aftes fik han dog ikke markeret sig synderligt. Led under den manglende intensitet og det lave angrebstempo.

Arvtageren på højrefløj fik anden halvleg, hvor han dog ikke fik gjort meget væsen af sig. Forsøgte forgæves det lange vip til Magnus Landin, da endelig han fik bolden. Han skulle nok bare have afsluttet.

Det ligner, at den danske Dolph Lundgren-klon kommer til at betale prisen for Lauges comeback. Hans rolle er umiddelbart blevet markant mindre i forhold til VM og OL, og det var tydeligt, at Lasse Andersson var meget opsat på et sætte et aftryk, da han så fik chancen. Det blev måske lidt for hektisk.

Svanens sidste dans med klikken - så nu er det fandme bare med at nyde den mest vindende danske håndboldspiller nogensinde. Svan virker heldigvis også opsat på at slutte af med manér og foldede en del af repetoiret ud. Han fremprovokerede selvfølgelig en angrebsfejl, som han jo gør i hver kamp. Og vi fik også det signaturafslutningen, det høje lob.

Måtte sidde og kigge på i hele første halvleg - men blev sluppet løs i de sidste 30 minutter. Og det var ikke let, for luften var for længst sevet ud af det opgør. Men altså - stor fysik og masser af gåpåmod. En Mensah Classic.

Gled som altid ubesværet ind i forsvarsfirekæden og hjalp til med at dele nogle øretæver ud. I angrebet fik han dog ikke meget at arbejde med og led under, at det danske angrebstempo faldt med 20-30 procent. Og da han endelig fik fat i kuglen, var afslutningen uskarp.

Den nordjyske stregkriger blev fodret med masser af indspil, og han saugede bare målene ind, som var det en selvfølgelighed. Det virker virkelig som om, han har ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt - og den blonde bamse bliver en nøglespiller de næste par uger.

Det er kun et år siden, at Gidsel troppede op i Egypten som slutrundedebutant, som ingen rigtig havde nogle forventninger. Oh boy, der er sket meget på et år! Nu er det nærmest skuffende, hvis ikke Gidsel leger sig ind på all star-holdet. Lidt af et pres at lægge på nogle 22-årige skuldre - men Gidsel virker heldigvis ligeglad og roder sig konstant ud i dejligt meget ballade, som næsten hver gang endte med dansk scoring.

Sulten efter mere guld, Hansen? Ja, det er han vist nok. For det var en rigtig Mikkel-åbningskamp, hvor det til tider lignede, at hans tanker var på et kunstgalleri i Montmartre. Men uden at man lægger mærke til det, har han pludseligt scoret syv på syv i første halvleg. Dejligt betryggende.

Skader har holdt ham ude af de to seneste slutrunder, og der var tydeligt noget rust, der skulle bankes af. Mange dårlige beslutninger, og det var ret bekymrende. Men Lauges ukuelighed og power kommer forhåbentlig til at give det danske angrebsspil en ny dimension. Når han, Gidsel og Mikkel alle rammer niveau, har vi den bedste danske bagkæde nogensinde, og den gør os til store EM-favoritter. Punktum - basta - slut på diskussion!

Blev først sendt i kamp midt i anden halvleg, da Møllgaard havde raget to udvisninger til sig. En utaknemmelig opgave at komme ind til nogle holdkammerater, der mentalt var gået på fyraften. Han gjorde, hvad han kunne.

Det blev til den sikre danske sejr. Men Nikolaj Jacobsen går sandsynligvis lidt mellemfornøjet i seng. Han havde problemer med at få superbagkæden helt op i tempo. Lauge-comebacket blev ikke en supersucces. Og forsvaret så til tider lidt tungt ud i røven. Heldigvis havde han Landin, Mikkel og Gidsel.