Der er ikke meget ved Josephine Tourays liv i dag, der oser af håndbold.

Men den glorværdige karriere sidder stadig i kroppen på den tidligere fløjspiller, ni år efter hun stoppede.

»Jeg har virkelig dårligt knæ, og det havde nok været klogest ikke at spille de sidste år, men sådan er det,« siger Josephine Touray.

I dag lever hun langt fra håndboldhaller og konkurrencesport, men til hverdag mærker hun de mange år på topniveau, der gjorde hende til en profil på det danske håndboldlandshold.

Josephine Touray (yderst th.) var med, da Danmark besejrede Sydkorea i OL-dramaet og vandt guld i Athen.
Josephine Touray (yderst th.) var med, da Danmark besejrede Sydkorea i OL-dramaet og vandt guld i Athen. Foto: Lars Møller
Vis mere

»Jeg blev opereret i slutningen af 2007 for en bruskskade, og den har sat en stopper for mange ting. Jeg kan ikke løbe en tur, hvis ikke jeg løber på løbebånd,« forklarer hun.

»Nu har jeg vænnet mig til, at det er sådan. Hvis jeg som 18-årig havde fået at vide, at jeg ikke kunne løbe i dag, havde jeg nok gjort det alligevel. Min krop har lidt under, at jeg var stædig.«

På ni år har den nu 42-årige fået to børn, skabt en familie og kickstartet et nyt liv langt fra håndbolden.

Samtidig med den professionelle karriere gennemførte hun en kandidat i erhvervsøkonomi og jura, der har ført hende til en række stillinger i store virksomheder, inden hun fandt det, hun virkelig brænder for.

»Jeg har været flere steder, hvor jeg vidste, at det ikke var det, jeg skulle. Men jeg var der i relativ lang tid. Så er FANT opstået, og det er virkelig den rette hylde,« forklarer Josephine Touray, som i dag arbejder for FANT – Football for a new tomorrow.

Organisationen arbejder for at 'skabe livsvilkår for børn og unge i udviklingslande' og bruger sporten som afsæt for at gøre det.

»Vi prøver at bruge fodbold og håndbold til at udvikle samfund på forskellige måder ved at drive lokale idrætsforeninger som i Danmark og lave forskellige projekter,« siger Josephine Touray.

»Det giver mening for mig at være en stor del af et mindre projekt.«

Og det er netop dér, at man kan mærke koblingen mellem den tidligere håndboldspillers liv som professionel og hendes nuværende tilværelse.

Hos FANT er der kun to fuldtidsansatte, Josephine og kollegaen Cecilie. Derfor er der meget kort fra tanke til handling.

»Jeg vil hellere være en stor fisk i et lille hav end en lille fisk i et stort hav. Jeg vil føle, at jeg er med til at gøre en forskel og rykker på tingene,« forklarer Josephine Touray og sammenligner med de år, hvor hun spillede i Kolding IF – en mindre profileret klub.

»Vi oplever sejre og nedture sammen. Det gjorde vi også på håndboldholdet,« siger hun om jobbet i FANT.

Én ting adskiller sig dog klart fra tiden som håndboldstjerne.

»Det er en mere anonym tilværelse. Det er fedt og dejligt, men jeg kan godt savne at stå på min fløj og løbe stærkt. Jeg savner ikke opmærksomheden, men fællesskabet på et hold. Jeg får det lidt, men jeg savner dagligdagen i hallen,« siger hun.

»Jeg savner at spille foran 10.000 mennesker, om de holder med mig eller er mod mig. At være med i noget så intenst som store sportspræstationer. I år har vi set, hvad de kan gøre. Det gad jeg godt prøve en gang mere. Hvis man har oplevet lidt af det, så ved man, hvor fedt det er.«

Selvom den tidligere håndboldspiller delvist har lukket døren til den verden, kan hun stadig blive berørt at sport.

Josephine Touray indstillede karrieren i 2012 og spillede sine sidste år i den københavnske klub FIF.
Josephine Touray indstillede karrieren i 2012 og spillede sine sidste år i den københavnske klub FIF. Foto: Thomas Freitag
Vis mere

»Jeg tudede, da Axelsen vandt guld, og jeg tudede mig gennem hele sommeren med herrelandsholdet,« forklarer Josephine Touray.

Der er næppe nogen tvivl om, hvor stærke følelser sport kan igangsætte hos hende, der har spillet mere end 100 landskampe. Alligevel har det aldrig været et mål for hende at stå i spidsen for et håndboldhold som cheftræner.

»Jeg er ikke håndboldnørdet nok.«

»Det er slet ikke det, der driver mig. Det værste, du kunne byde mig som spiller, var taktikmøde,« siger Josephine Touray, der bedst kunne se sig selv i noget bestyrelsesarbejde, hvis hun skulle ansættes i en klub.

På en måde er hun en atypisk elitesportsudøver. I 2004 deltog hun i OL-finalen i et vanvittigt drama, der sikrede Danmark guldet efter en neglebidende straffekastkonkurrence mod Sydkorea, og da hun taler med B.T., deler hun en vild anekdote om den store triumf.

»Jeg har ikke set vores OL-finale igennem fra ende til anden. Jeg kan ikke svare på, hvad der sker hvornår,« siger hun og forklarer, at hun heller ikke har tænkt sig at se den 17 år gamle kamp.

Indtil hun kommer i tanke om én grund, der kunne få hende til det.

»Så skulle det være med mine døtre, hvis den ældste ville se den. Det kunne hun godt finde på.«

Læs konkurrencebetingelserne her.