»Jeg kan stadig huske følelsen.«
Gitte Sunesen tager en kort pause. Man fornemmer hurtigt, at minderne lige er ved at blive spillet i hovedet. Tiden skal skrues lidt over 25 år tilbage.
Her stod hun kamp efter kamp med resten af de 'jernhårde ladies' ved OL i Atlanta. En sommer, der endte i den helt ultimative triumf med en guldmedalje om halsen.
»Jeg har tydelige billeder i mit hoved omkring OL. Det var sammenholdet mellem danske atleter, der var bare en kæmpe opbakning. Vi havde det mål, at vi rigtig gerne ville komme i finalen, og det var ikke nemt, fordi Sydkorea var et fantastisk hold. At man sætter sig et mål og når det … og så opbakningen fra de andre i hallen ... Jeg kan stadig mærke følelsen af at være i det,« fortæller den tidligere målvogter, der flere gange fremhæver det stærke fællesskab på håndboldlandsholdet.
11. december fylder hun 50 år, og Gitte Sunesen kan indtil videre se tilbage på et liv, der har budt på oplevelser, udvikling, dannelse, som hun selv fortæller det. Et liv med mange ting, der har været med til at forme hende, hvilket giver hende en stor glæde.
Som det OL i Atlanta, hvor hun kunne hænge guld om halsen. En fantastisk afslutning på en hård sommer. En kulmination på en periode, hvor hun havde været meget sammen med landsholdet, og så endte det i stor triumf og fest.
»Det var stort at være med til et OL. Jeg havde selv siddet derhjemme og set håndbold som ung og set OL og tænkte, at fik man nogensinde lov til at komme med, ville det være stort. Det var ikke en engangsforestilling at vinde. Vi kunne leve op til præstationerne dengang, og det synes jeg var rigtig stort. Det var også EM-guld og VM-guld,« fortæller Gitte Sunesen.
I dag har hun to børn, der nu er store, og arbejder som uddannelsesvejleder i Odense Kommune på fem forskellige skoler.
Undervejs i sin strålende håndboldkarriere uddannede hun sig som folkeskolelærer, og det job begyndte hun at arbejde med tilbage i 2000.
Hun blev draget af lærerfaget i form af at have relationer til andre. Oplevelsen af hendes egen skolegang gjorde, at hun begyndte at drømme om at blive efterskolelærer, og så gav studiet hende mulighed for at kombinere det med eliteidræt.
Studiet hjalp hende også videre, da hun som 32-årig i 2004 blev tvunget til at stoppe med at spille håndbold efter en hel karriere i GOG.
»Jeg stoppede desværre på grund af en skade. Men jeg havde taget en uddannelse samtidig, så jeg havde en plan med, hvad der skulle ske. Jeg glædede mig også til at skulle ud at arbejde som lærer. Det tror jeg betød rigtig meget. Så havde vi et stærkt netværk med en god vennekreds, der ikke kun var håndboldafhængig. Jeg var ikke kun bundet op på at være håndboldspiller, sådan har jeg aldrig følt det, og derfor tror jeg også, overgangen til at stoppe var nemmere for mig,« forklarer Gitte Sunesen, der som håndboldspiller nåede at vinde tre DM-titler, to pokaltitler, to EM-titler, en VM-guldmedalje og så det OL-guld i 1996.
Efterskolelærer blev hun også, da hun i en del år var på Oure på Fyn. Efter hun lagde håndboldskoene på hylden, havde hun nogle år uden sporten.
Efterfølgende kom hun ind i Dansk Håndbold Forbund som målmandstræner for talenter og efterfølgende landshold og U-landshold. Hun er også med i Odense Håndbold i samme funktion.
»Jeg har ikke lagt håndbolden helt på hylden, det har jeg haft gjort i perioder, og så vender det tilbage, fordi jeg stadig synes, jeg har meget at give gennem mine erfaringer og glæden ved spillet,« siger Gitte Sunesen, der dels holdt sig fra håndbolden bevidst, men også fordi hun havde små børn i en periode, og så brugte hun i stedet tiden som håndboldtræner i en lokalforening for dem.
Hun ser i dag tilbage på en karriere, som hun kalder 'spændende'. Hun kom med på landsholdet som blot 20-årig og stiftede bekendtskab med alt det, eliteidrætsudøvere går igennem.
De store oplevelser og præstationskravet, der kan gøre en usikker.
Men der er én ting, hun fremhæver flere gange, og som er det, der står klarest i erindringen. Venskaberne og det sammenhold, der var i sporten, som gav hende så mange oplevelser og store glæder. Og et brand som 'de jernhårde ladies', der blev ikonisk.
»Det var fantastisk, og det ser jeg tilbage på med stolthed. At gå fra at være del af en udvikling, hvor man talte om at lukke damehåndbold ned, fordi livet var for kort til det, og der var ikke nogen sponsorerer, til simpelthen bare at levere det ene gode resultat efter det andet. Det sammenhold med de piger var også stort for mig. Vi var jo rigtig mange, der spillede sammen i mange år, så vi var også nærmest lidt i familie med hinanden. Vi var samlet rigtig mange dage om året, det er de jo ikke i dag,« siger Gitte Sunesen og tilføjer, at landsholdet nærmest var som et klubhold.
Hun lærte i sporten meget om, hvordan tillid og tro på egne evner samt det, at andre tror på en, betyder noget. En ting, hun har brugt i sit liv bagefter som både lærer og vejleder.l
Selvom 'de jernhårde Ladies' i dag stadig er ikoniske, betyder det dog ikke, at det vælter med spørgsmål fra de mange elever, hun møder i sin dagligdag. Det er der dog en helt logisk forklaring på.
»De er lige unge nok. Nogle kender historien, eller også gør deres forældre eller bedsteforældre, og så får vi lige en snak derigennem,« griner den tidligere håndboldstjerne.
Hun har stadig kontakt til nogle af sine tidligere holdkammerater, der har betydet meget for hende.
»Det er mest, når vi møder hinanden i hallerne, eller vores børn spiller mod hinanden. Vi har to år i træk skullet prøve at mødes med 96-holdet, men det er blevet aflyst på grund af corona. Det har været planen at mødes, men det er ikke lykkedes. Det glæder jeg mig til. Det er meget nemt at mødes med tidligere holdkammerater, for man har en historie sammen. Jeg føler ikke kun, det er sporten, der forbinder os. Vi har noget sammen som mennesker, når vi mødes, og har let til snak,« siger Gitte Sunesen.
Læs konkurrencebetingelserne her.
