KOMMENTAR

Kunne du tænke dig at have konstant hovedpine? Eller blive så følsom overfor lys og lyd, at du er nødt til at gå rundt med solbriller og ørepropper, når du bevæger dig udenfor hjemmets fire vægge?

Hvad med at miste evnen til at koncentrere dig i mere end et par minutter ad gangen? Eller kunne det friste at få kvalme og voldsomme smerter ved få minutters læsning eller tv-kiggeri?

Det er ikke svære spørgsmål at svare på, vel? Ovenstående er eftervirkninger af en hjernerystelse. Og hvis du er uheldig, bliver de til varige mén, så du må leve med dem resten af dit liv.

Konsekvenserne af en hjernerystelse er svære at forstå, når man ikke selv har været ramt af en. Selv hvis du er heldig, og det ikke bliver til varige mén, er det for en periode et ødelæggende indgreb i din dagligdag og livskvalitet, som er umulig at gøre sig forestillinger om på forhånd.

Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg fik selv en hjernerystelse for et år siden, så jeg kender alt til det, man gennemgår, når man er blevet ramt.

Det samme gør efterhånden mange danske håndboldspillere, for der har været en gevaldig stigning i antallet af hjernerystelser i Håndbolddanmark i de seneste år, hvilket vi sætter fokus på i BT i disse dage.

Diskussionen om, hvordan man beskytter spillerne på det her område, har efterhånden stået på i et par år. I min optik er der ét punkt, som overstråler alle andre: Klubberne skal tage sig sammen og være sig deres ansvar bevidst.

Det er et udtryk for brutal kynisme og stor uansvarlighed, når klubberne lader spillere træne eller spille kampe, før de er 100 procent friske igen. Og endda i nogle tilfælde har presset på for det, som jeg hører det rundt omkring. Så er det, man får lyst til at spørge, om der er en voksen til stede?

Enkelte klubber har naturligvis gjort det bedre end andre, men der er skræmmeeksempler, hvor man direkte har spillet hasard med spillernes fremtid og førlighed. Eksempelvis har Louise Svalastogs forløb i København Håndbold rystet mig. (Hendes historie kan du læse her)

Vi taler om en spiller, som i foråret 2017 fik sin anden hjernerystelse i den pågældende sæson og alligevel spillede de afgørende kampe om DM-guldet – det skete med ørepropper for at holde larmen i hallen ud. Ligesom hun ikke kunne træne mellem kampene og sov langt flere timer end normalt, fordi hun var udmattet. Så kræver det vist ikke seks år på medicinstudiet for at kunne regne ud, at hun jo åbenlyst ikke er rask og derfor ikke skal spille håndboldkampe og risikere at få forværret sin tilstand.

Jeg forstår godt, at spillerne ikke selv kan være rationelle. Som professionel sportsudøver vil du som udgangspunkt altid spille den næste kamp. Det er det drive, der gør, at man når øverste hylde. Præcis derfor må spillerne ikke selv stå med beslutningen. Klubberne må i stedet sørge for, at der er tilknyttet ansvarlige og kompetente fagfolk, som kan foretage en uafhængig vurdering af, om der er forsvarligt at lade spilleren gå på banen. Og det skal ske i det sekund, man registrerer symptomer på en hjernerystelse.

I Louise Svalastogs tilfælde skulle der selvfølgelig have været et voksent menneske, som trådte til og sagde ’du skal ikke spille de her kampe, Louise. Det er alt for farligt med din tilstand’. I stedet sagde København Håndbolds daværende fysioterapeut, at Svalastog havde fået hendes velsignelse til at spille; det var ansvarligt nok, måtte vi forstå, for hun havde forklaret Svalastog, at der var en risiko. Flere måneder senere sagde København-træner Claus Mogensen sågar i ramme alvor her i BT, at han ikke mente, klubben havde handlet forkert.

Liselotte Sabroe

Det er uansvarlighed på et niveau, jeg slet ikke begriber. Og konsekvensen blev da også, at Louise Svalastog (billedet) derefter var væk fra håndboldbanen i syv måneder, fordi hun – selvfølgelig – havde fået det meget værre af de spille de kampe.

Det er ikke det, jeg kalder en begavet beslutning fra klubbens side. Eller en begavet risikovurdering. København Håndbold skal være glade for, at det ikke endte med at koste Louise Svalastog karrieren. Eller noget langt værre.

Jeg er helt med på, at mange spillere ofte bliver sendt på en håndboldbane med diverse skavanker. Mikkel Hansen har eksempelvis lige spillet EM med et knæ, der havde haft bedre af at få hvile. Den type skader tåler bare ikke sammenligning med at spille med en hjernerystelse, som potentielt er invaliderende og kan smadre resten af spillerens liv.

Klubberne skal stramme op og evne at tilsidesætte behovet for at ville vinde den næste kamp for enhver pris. Ja, elitesport handler om at vinde, og det er det, spillerne er ansat til og får løn for. Men som arbejdsgiver har klubberne også et ansvar for spillernes ve og vel.

En negligering af det er både farligt, respektløst og uacceptabelt.